Jeg meldte mig, alt for optimistisk, skulle det vise sig, til QuiltScandinavias sædvanlige 5 før 5, som går ud på, at man, inden 1. maj har syet mindst 5 UFO'er færdig. Jeg har syet 0 (nul) færdig. Men inden for de sidste par uger er jeg gået i gang med at sy mine diamanter sammen til det, som gerne skulle blive til et pudebetræk.
Jeg købte postkortet med skabelonen, hos Ametié Textiles, i 2019. Jeg gik i gang næsten med det samme, men jeg gik altså også i stå efter et stykke tid. Nu er jeg i gang igen. Det går lidt langsomt, men det går da.
Når man syr patchwork hører man tit folk sige, at det må kræve stor tålmodighed. Det synes jeg egentlig ikke, at det gør. Men at sy på amerikansk, synes jeg faktisk kræver lidt tålmodighed, fordi der er så meget forarbejde og sammensyningen går heller ikke vildt hurtigt. Men en dag, måske om ikke så længe, så har jeg et fint pudebetræk til en pude, som skal stå i min blå sofa.