blev noget længere end jeg havde tænkt mig.
For at gøre en meget lang historie kort, så døde min mor i december. Det var i første omgang en lettelse for os alle, ikke mindst for hende selv. I oktober var hun faldet og havde brækket en knogle i lænden.
Hun blev indlagt på Rehab i Herning, hvor det ind i mellem gik bedre, men til sidst fik hun lungebetændelse og så gik det kun én vej. Heldigvis blev det sidste forløb kort. Vi havde valgt, at hun ikke skulle indlægges, men blive på Rehab, hvor hun havde været i næsten to måneder, og derfor kendte personalet og omgivelserne. Ud over at være blevet gammel og skrøbelig, så var hun også blevet dement, så vi vidste, at hun ikke ville blive, hvad man kunne kalde rigtigt rask igen.
Bisættelsen blev d. 22. december. Vi havde først "bestilt" det til d. 17., men der kom en sygemelding i vejen, så det måtte udsættes. Det blev lidt bøvlet for nogle af deltagerne, men det blev en fin højtidelighed i Aulums utroligt smukt renoverede kirke.
D. 5. januar gik vi i gang med det store arbejde med at tømme hendes lejlighed. Vi havde heldigvis god tid til det, og da både min mand og jeg ikke længere arbejder, kunne vi tage til Aulum og være i nogle dage ad gangen. Min søsters mand er også gået på pension, så han var der også ind i mellem.
Men selv om der var god tid, så blev det alligevel en frygtelig sej omgang, for vores mor var samler af Guds nåde, som hendes mor før hende (og, tror jeg, som hendes far før hende. Der er i hvert fald flere ting, som stammer fra min oldefars familie*). I 2012 hjalp vi mor med at flytte, og dengang blev der smidt meget ud.
Det føltes dog, som om det var det samme om igen, da vi gik i gang i den "nye" lejlighed. Forskellen var selvfølgelig, at denne gang skulle alt væk og vi var blevet 10 år ældre, alle os, som skulle stå for at rydde ud.
Billedet viser, hvordan der så ud efter at vi havde været samlet for at dele det, som vi gerne hver især ville have. Det gik fint og uden nogen ballade. Men vi havde kunnet spare os det store arbejde med at smide ud og sende til genbrug, for vi havde lavet en aftale om, at det sidste skulle fjernes af en rydder af dødsboer. Og han var effektiv! Selv potterne på terrassen, som var fyldt med jord og som vi havde udsat og udsat at få tømt, tog han med. Og en pose med to skiver knækbrød, som jeg havde tænkt, at jeg skulle have til morgenmad på et senere tidspunkt, røg også med! :-D
Og dette rod skulle vi have fjernet, da vi kom tilbage ugen efter, for at min mand kunne få plads til sin seng.
Men den 1. marts var det endelig slut. Der var syning af lejligheden og der var ikke meget at bemærke. Vi afsluttede, sammen med "synsmanden", med kaffe hos min mors nabo, som havde været enestående til at hjælpe undervejs. Hun er formand for den afdeling, hvor lejlighederne hører til, så hun har også styr på mange ting, som vi ikke vidste så meget om.
Mens vi gik og forsøgte at komme tilbunds i alle mors efterladenskaber, var det svært at forestille sig, at det nogensinde kom til at se ud som på billedet herover!
Da vi kom hjem og skulle i gang med det store arbejde med at få vores hjem til at se ud, som det gjorde før,(med lidt nytilføjelser) var det ærligt talt også svært at forestille sig, at det kunne lade sig gøre!
Men i gang måtte vi, så fra d. 2. til d. 29. marts, var vi, næsten uafbrudt, føltes det som om, endnu en gang op- og udryddere. Der var nu heller ikke mange fridage i mellem og rigtigt fri havde man ikke, for det stod hele tiden, i hvert fald i mit hoved, at jeg ikke havde tid til at sidde og glo på TV, strikke eller hvad jeg nu, i korte perioder, fik tiden til at gå med.
Men d. 29. skulle vi være færdige, for jeg skulle have gæster. De var blevet "udsat" hele tre gange, siden december, så det skulle bare ikke ske igen. Og vi blev da færdige. I spisestuen, for i opholdsstuen står der stadig bokse, poser og en enkelt kuffert. En del af det, som man kan se, var Emils arvestykker, så der blev bedre plads, da han havde fået det hjem til sig selv.
Læg i øvrigt mærke til juleklokken, som stadig hænger i døråbningen. Billedet er fra d. 23. februar. Klokken blev taget ned i forrige uge! Aldrig har vi været sådan bagud med at få julepynten pakket ned. For 14 dage siden opdagede jeg en gris, som var blevet glemt i køkkenet.
Siden dette billede er blevet taget, er den ene af stolene forsvundet og jeg har fået flyttet den anden over til kasserne, poserne og den enlige kuffert, så nu kan jeg faktisk sidde ved mit sybord (hvor der også er blevet ryddet en del mere op, end der er på billedet her!), hvis jeg skulle få lyst til det. Det har jeg desværre ikke så meget lyst til for tiden, men det kommer nok igen. Håber jeg da....
Der er selvfølgelig også visse belønninger for alt sliddet. F.eks. er vi nu ejere af denne flotte lænestol, som mine forældre har haft siden, mindst, begyndelsen af 60'erne. Min søster og jeg er fotograferet i den sammen med vores far. Derfor syntes jeg også, at jeg havde en slags førsteret til den, i hvert fald frem for min nevø, som for ca. 10 år siden, udtrykte lyst til at arve den. :-D Det havde han tilsyneladende glemt i mellemtiden og det var jeg kun glad for. :-)
Min far fik den ombetrukket, som morgengave til min mor, da de havde sølvbryllup i 1982. Det er jeg også kun glad for, for oprindeligt var betrækket rødt og sort på ryg og armlæn og sædet var gråt og sort. Og leopardmønstret. Eller hvad det nu var for et dyr til skulle imitere. Vildt var det i hvert fald.
Se kort, det blev det jo ikke. Men det er trods alt også et referat af det meste af det, som er foregået i de sidste fem en halv måned!
Nu håber jeg, at jeg kan komme til at poste lidt mere regelmæssigt. Men - og der er et ret stort men. Mit skrivebord blev nedlagt, for at få plads til lænestolen. Det bytte er jeg heller ikke ked af, ud fra den betragtning, at når jeg ikke længere skrev et blogindlæg næsten hver dag, så behøvede jeg heller ikke have et skrivebord til at stå, som jeg næsten aldrig sad ved. Men min computer har ikke længere en fast plads og det er en ulempe i forhold til at få skrevet, når den skal findes frem fra et skab (det med mine stoffer, som jeg altså heller ikke får åbnet så tit for tiden...)
* Jeg har også arvet det gen! Men jeg er begyndt at gøre noget ved mit overflod. Mere om det senere, håber jeg.
