Parttime Perfectionist

Lidt af januar og februar - indtil videre

I januar fik jeg slet ikke lavet en monthlymarker til min Instagram konto. Jeg ville gerne have taget et billede, hvor der bare stod 2022 på, men så mange 2-taller findes der ikke på de gamle Lego træklodser. :-))

Jeg har syet. Seks styk coastere til en af mine gamle studiekammerater fra seminariet. Jeg mangler at sy lukkekanten til på bagsiden af en enkelt af dem.

Jeg har strikket. Siden billedet blev taget har jeg nok tre gange så mange masker strikket patent. Jeg kunne godt huske, hvordan man gør, og var vældig imponeret, fordi jeg bildte mig ind, at jeg ikke havde prøvet det siden 1988 eller deromkring, hvor jeg strikkede en sweater med hætte til Tobias.

Men jeg er siden kommet i tanke om, at jeg for et par år siden forsøgte at strikke en klud i patent. Der var ikke noget i vejen med at strikke i patent som sådan, men kluden fik en sær facon, så jeg opgav. Det var et kit med garn og opskrift og jeg er faktisk begyndt forfra flere gange, med andre teknikker. Men det er stadig ikke blevet til en klud....

Jeg har lyttet til bøger. I stor stil. Alle James Herriot bøgerne (som var grundlaget for TV-serien Folk og fæ) læst op af Christopher Timothy, som spillede hovedrollen i den gamle serie. ITV har lavet en nyindspilning, som er meget smukt filmet og også vældig hyggelig. Men som ikke har så særlig meget med historierne i bøgerne at gøre. Det er lige før det kun er navnene, som er de samme. Jeg tror sågar, at de har ændret telefonnummeret! Jeg fandt bøgerne på YouTube og jeg begyndte at lytte i slutningen af januar.

D. 4. februar fandt jeg ud af at den nyeste roman om Dr. Ruth Galloway var udkommet og jeg fandt den på Audible. Købte den med en af mine credits og var så opslugt af den, at jeg ret hurtigt kun manglede at lytte til knap to timer. Så jeg gemte dem til dagen efter, for det skulle trækkes lidt længere ud.

Historien - altså kriminalgåden - er måske ikke den mest ophidsende. Men alt i alt synes jeg, at den var rigtig god, særligt, fordi den foregår lige da corona bliver noget, som man skal tage sig af. Selv om man syens, at man sagtens kan huske, hvordan det var, så opdagede jeg i hvert fald, ved at lytte til den, at der var meget jeg havde glemt. Situationen i Storbritannien var selvfølgelig også lidt anderledes end hos os, fordi de er belemret med en premierminister, som i begyndelsen ikke tog corona alvorligt, overhovedet.

Jeg har også været ved at "sætte ild" til en bøtte med julesmåkager. Vi har vores brød i en af de moderne klapkasser i ovnen. Det er en rigtig god idé. Man skal bare huske at tage den ud, når man tænder for ovnen.... Jeg havde faktisk været ved at glemme det nogle dage før, men jeg nåede at komme i tanke om det, lige da jeg havde tændt.

Til mit forsvar vil jeg sige, at den kasse tilbringer mere tid udenfor ovnen end den gør derinde. Vi bruger utroligt tit vores ovn til madlavning. Så at jeg kunne glemme, at kassen for en gangs skyld var derinde, er der egentlig ikke noget mærkeligt i. :-)

Kagerne fejlede ikke noget, de fleste af dem lå i den ende, hvor låg, bøtte og plastpose ikke var smeltet. Og kassen tog ingen skade overhovedet. Men der var en pose brunkager, som ikke "overlevede". 

Jeg blev også klippet - i tirsdags. Det skulle have været torsdag i sidste uge, men min frisør fik corona. Jeg havde forudset, at det ville vare et stykke tid, før det blev min tur, for hele sidste uges bookinger var aflyst. Det var helt underligt, at der igen var et ugeblad at kigge i. Det er man egentlig blevet helt vænnet af med, at der skal være.

Og så har vi prøvet at tage en hjemmetest. Det var slet ikke så slemt. Nærmest til min overraskelse, for jeg er SÅ dårlig til at blive PCR testet. Lad mig nøjes med at sige, at jeg har meget overaktive reflekser (og dem har man selvfølgelig ikke i næsen).

Heldigvis er det ikke gået rigtig galt, men det bliver aldrig min yndlingsdisciplin, og jeg synes det er pinligt, når jeg står der og tager på vej. Men nu kan vi måske snart slippe helt for at blive testet.

Jeg har givet mig selv en boggave

Jeg lånte 52 Weeks of Shawls på biblioteket før jul. Efter adskillige ugers ventetid (vi taler om et par måneder) blev det min tur til at låne den. Og jeg blev så begejstret for den, at jeg, på årets næstsidste dag, bestilte den hos Tante Grøn, min yndlingsgarnbutik.

Jeg havde først ringet og spurgt, om de skulle kende til den hos den lokale boghandler i Lemvig. Det gjorde de, måske ikke så overraskende, ikke. Den foregående 52 Weeks of Socks er oversat til dansk, men sjalerne er ikke. Den skulle bestilles hjem fra England, og da den unge mand jeg snakkede med, heller ikke lød alt for entusiastisk, bestemte jeg mig for at købe den lidt længere hjemmefra.

Bogen er konstant lånt ud, så derfor var det selvfølgelig også umuligt at genlåne, da tiden var udløbet. Det bibliotek, som havde den lånt ud længst, havde den først hjemme igen d. 26. september! De fleste andre havde den først igen i februar eller marts.

Så længe varer det dog næsten også, før jeg får min. For efter nogle dage blev jeg ringet op fra butikken, først fordi man ville fortælle mig, at den kom sidst i uge 1 (og ikke efter 1-3 dage, som der stod på hjemmesiden) Og et par dage senere fik jeg så endnu et opkald. Bogen er udsolgt fra forlaget, der skal trykkes nye eksemplarer, så midt i februar skulle den gerne være her.

Det gør nu heller ikke så meget. Jeg har et par ting på pindene lige nu. Jeg ville egentlig have strikket et sjal fra bogen, som hedder Seedling. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke blev så fint og skarpt i uldgarn, som det var i den hørblanding, som er brugt i originalopskriften. Så den idé blev skrottet og i stedet købte jeg en opskrift til et andet sjal. Mere om det senere...

Årets julebog

Det er nu ikke, fordi jeg køber en bog til jul hvert år. Men i 2021 gjorde jeg. Denne fine billedbog, som Anne Stange - helt uforvarende - kom til at lokke mig til at købe.  

Jeg skulle købe en julegave gennem Gyldendals bogklub og opdagede, at man der kunne købe den danske version af Astrid Lindgrens fortælling om julen 1913. Det var kun den næstbedste løsning, for jeg ville meget hellere have haft den på svensk.

Men fin er den og historien er sød (og jeg kan også godt høre ALs stemme, når jeg læser den, men jeg er sikker på, at jeg ville høre den meget mere tydeligt, hvis bogen var på svensk!)

Jeg har også allerede besluttet mig for, hvilken bog jeg skal købe til julen 2022 - og jeg må i grunden hellere gøre det allerede nu, for ellers har jeg uden tvivl glemt det, når det er jul igen. Om ikke så længe... 

Det skal være denne version af Charles Dickens' Et juleeventyr. Jeg har en gammel version på dansk, oversat af Eva Hemmer Hansen. Denne jul hørte jeg Hugh Grant læse historien (helt og aldeles fantastisk!), så nu vil jeg også have en engelsk udgave af den evige klassiker.

For nogle år siden så jeg denne og tænkte, at den måtte jeg have. Det gik i glemmebogen, men da jeg ville finde den igen, fandt jeg så den anden, som jeg synes, er endnu finere (og da den skal "ligge til pynt" så betyder det jo noget, at forsiden er flot!)

 

Billedet af A Christmas Carol er lånt hos Penguin Australia.

En god bog eller to

Jeg er netop blevet færdig med at læse Anna Grues Døden i kurbadet. Det er bind to i en, forhåbentlig, længere serie om amatørdetektiven Anne-Maj Mortensen. 

De er i kategorien hyggekrimier. Selv om der foregår op til flere mord i begge bøgerne (og i kurbadet er de faktisk ret bestialske) så er det alligevel ikke dødsfaldene, der fokuseres mest på, men Anne-Majs (og en håndfuld andre gæster på kurbadet) forsøg på at løse mysteriet om mordet på en af de andre gæster.

Bogen foregår i eftersommeren 2020 og derfor spiller coronapandemien selvfølgelig også en stor rolle. Den er faktisk indirekte skyld i, at et af mordene finder sted. Mens jeg sad og læste blev jeg sommetider slået af, hvor meget man (eller i hvert fald jeg) i grunden har glemt om, hvordan det var sidste år, da der blev lukket ned første gang.

Første bind i serien er Mysteriet i genbrugsen. Den foregår, som titlen antyder i en genbrugsbutik (i Nykøbing S, som er Anne-Maj, hendes datter og barnebarn, samt, ikke at forglemme, Mortensen, hendes ruhårede gravhunds, hjemby). Der foregår et eller andet mystisk - de i forvejen få frivillige (hvoraf Anne-Maj er en af dem), som passer butikken, falder en efter en fra. Politiet affærdiger dødsfaldene som naturlig død, men Anne-Maj er af en anden overbevisning. Hun viser sig da også at have ret.

I denne bog gættede jeg, endda forholdsvis tidligt (helt usædvanligt!!), hvem der stod bag de mystiske dødsfald. Men der er heller ikke et særlig stort persongalleri, selv om man dog på et tidspunkt godt kan have mistanke til tre andre personer, som ikke direkte har med genbrugsen at gøre.

Men jeg gættede først til allersidst, hvem der var morderen i Døden i kurbadet. Motivet fanger man lidt før man får svaret på, hvem der gjorde det. Og baggrunden for morderens motiv er faktisk ganske uhyggeligt. Fordi der, i virkeligheden, godt kunne sidde et menneske et eller andet sted, som har den samme "geniale" idé, som det ene af mordofrene.

Bøgerne kan varmt anbefales, det er (synes jeg) feel-good bøger, men der er bestemt også hip  og kommentarer til, især, de folk, som går rundt med en sølvpapirhat i baglommen (hvis ikke ligefrem de har den på hovedet) og som nægter at tro på, at videnskaben ved mere om en verdensomspændende pandemi end en eller anden konspirations-"terrorist".

Lupin

Det er jo ikke så tit, at jeg reklamerer for TV-programmer. Men nu vil jeg gøre en undtagelse. For kan man se Netflix, så MÅ man se Lupin. En fransk TV-serie (det er jo eksotisk i sig selv, i en verden, hvor vi bliver oversvømmet af amerikanske TV-serier - man kan blive helt imponeret over, at forfatterne kan blive ved med at komme på nye idéer og plots), som har bøgerne (17 i alt) om Arsene Lupin af Maurice Leblanc* som inspirationskilde. 

Det, som gør serien så seværdig og helt anderledes end det man er vant til, er, at der, især i første kapitel (for det hedder ikke sæson. Det bygger jo på bøger) ikke forekommer særlig meget vold og, så vidt jeg husker, kun ét mord. Dem er der flere af i kapitel to, men der er langt i mellem dem og uden at røbe for meget, så er det skurkene, som udrydder hinanden.

Helten Assane Diop, kan også godt slå på tæven, men for det meste benytter han sig af helt andre tricks for at hævne sin far, som blev beskyldt for at stjæle et halssmykke, som har tilhørt den franske dronning Marie-Antoinette. Faderen begik senere selvmord i fængslet.

Assane, og en kammerat fra skoletiden, har helt styr på, hvordan man anvender IT, som spiller en virkelig stor rolle i plottet. Og ellers benytter han sig af utallige forklædninger.

Vi har netop set sidste afsnit af kapitel to og vi var vildt begejstrede. Der var så mange overraskelser undervejs, ikke mindst i sidste afsnit.

Og heldigvis kommer der et tredje kapitel! I november eller december, har Netflix netop meddelt

 

* På hjemmesiden Standard Ebooks kan man finde 12 af bøgerne om Arsene Lupin.

Om bøger og en bi

Da jeg blev færdig med broderiet med solsorten og særligt efter at jeg bloggede om Erica, bestemte jeg, at nu skal jeg også have broderiet med bien færdigt. Det er efterhånden længe siden jeg købte det, jeg tænker, at det er tæt på 10 år siden. Også det er fra fru Zippe.

Som man kan se, så mangler jeg jo efterhånden ikke så meget af selve bien. Men al den baggrund tog på forhånd lysten fra mig. Derfor gik jeg, for alvor, i gang med det for nogle dage siden. I går fik jeg virkelig gjort noget ved det, og fik også begyndt på kanten, også den har jeg haft mine tvivl om, hvor morsom der bliver at sy. Det viste sig, at det egentlig ikke er så galt.

Men det viste sig også, at mit broderi ikke bliver helt mage til forlægget. Jeg skal have nogle flere rækker baggrund (suk!!) under bien, for at få det til at passe med borten. Men skidt, nu er jeg i gang og det går egentlig fint med en lydbog i ørerne.

For tiden læser og lytter jeg skiftevis til Dorothy L. Sayers' romaner om Lord Peter Wimsey. Dem kan jeg ikke blive træt af, jeg har dem alle som paperback, købt i hvert fald nogle af dem, er jeg ret sikker på, på Holstebro station, i 70'erne.

Jeg skifter også mellem dansk og engelsk, for det er ikke dem alle, som er indlæst på dansk. Five Red Herrings, som på dansk hedder Peter Wimsey finder fem falske spor, er ikke, så den skulle jeg egentlig læse som e-bog. Jeg var begyndt, men den er jeg, indtil videre, sprunget over. Dels fordi jeg næsten lige har hørt den i en dramatiseret version på BBC Radio 4 Extra og dels, fordi det er den, som jeg synes er den mindst spændende af dem. DLS gik meget op i detaljer og i den er der en farlig masse kedelig læsning om togtabeller og hvordan det kunne hænge sammen for, at morderen kunne nå at komme med et tog efter sin ugerning. :-)

Miss Benson's Beetle

For et par måneder siden lånte jeg Miss Benson's Beetle af Rachel Joyce, som mest er kendt for Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd (som jeg ikke har læst). Bogen var på venteliste og da jeg ikke nåede at blive færdig med den, før min låneperiode var udløbet på eReolen Global, måtte jeg reservere den igen. Det varede ikke så længe, før det blev min tur til at låne den igen, men da var jeg i gang med andre bøger, som jeg først ville være færdig med. Men nu er det så smart, at man på eRG kan udsætte et lån, sådan at forstå, at en anden låner eksemplaret, men man beholder selv sin plads i køen. Det er rigtig smart. Jeg gjorde det adskillige gange, men i sidste uge lånte jeg den endelig igen. 

Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. For det er virkelig en fantastisk - på alle måder - historie, som Rachel Joyce fortæller om Margery Benson og hendes veninde (ender hun med at blive) Enid Pretty. To kvinder, som er mere forskellige, skal man lede efter. Margery var 10 år, da hun, på samme dag, i 1914 oplevede flere meget traumatiske ting, som var med til at forme hendes senere liv. Som voksen sker der endnu en ting, som for hende, er helt forfærdelig og som får hende til at tage en beslutning om at tage af sted til New Caledonia for at finde en gylden bille, som hendes far var meget optaget af.

Hun annoncerer efter en assistent og på den måde møder hun Enid. Som bærer på to hemmeligheder. Og som, på rejsen, har en rød kuffert med, som hun stort set aldrig slipper af syne. Hvad der er i den bliver først afsløret til allersidst. Jeg gættede på mange ting, men ikke på det, som viste sig at være i den! Afsløringen er både til at grine og græde over. Enid er alt det Margery ikke er. Hun er ung, slank, bruger sminke og farver sit hår. Hun lyver, stjæler og flirter sig ud af de mest håbløse situationer.

Vi følger de to kvinder på rejsen til New Caledonia, fra efterkrigstidens grå og rationeringsplagede England, og deres jagt på den gyldne bille. Under hele rejsen bliver de forfulgt, bogstavelig talt, og mere billedlig talt, af den engelske presse, som har fundet ud af, hvad den ene af Enids hemmeligheder er.

Bogen er ikke oversat til dansk endnu, men hvis man gerne vil læse på originalsproget kan den altså lånes via bibliotekernes eReolen Global. Jeg tænker ikke, at det varer så længe, før den også kan fås på dansk. Og så skal man låne den eller købe den.

En god bog!

I går aftes blev det min tur til at låne den nyeste bog af Kate Quinn. Jeg har før lånt The Alice Network, på dansk Kodeord Alice, som jeg aldrig fik læst færdig. Men hvis jeg fortsætter med samme fart, som har jeg gjort indtil nu, så vil det ikke vare længe, før jeg er færdig med den. Jeg begyndte så småt, da jeg var kommet i seng, men nåede ikke ret langt, før jeg faldt i søvn (jeg læser på min telefon).

Siden jeg stod op i dag (lidt tidligere end jeg plejer) er jeg nået til kapitel 12. Bogen handler om tre vidt forskellige kvinder, som, i 1940, bliver rekrutteret til at arbejde på Bletchley Park, stedet, hvor man under krigen opfangede tyske og italienske, kodede beskeder og knækkede dem, så man kunne forudse, hvad fjendens næste træk ville være.

Har man set den fantastiske film The Imitation Game, om Alan Turing, som var manden, som virkelig "knækkede" tyskernes Enigma-kodemaskine ved at opfinde forløberen for vores dages computer, så ved man, hvad baggrunden for denne historie er.

Det er Kate Quinns seneste bog og den er udkommet på dansk, hvis man foretrækker det. Men uanset hvilket sprog man foretrækker, så synes jeg helt bestemt, at man skal læse den!

Ny forbedret "udsigt"

fik jeg i fredags, fra min symaskine, over mod min bedstemors gamle kommode. 

Jeg bestemte for et stykke tid siden, at i år ville jeg have en hortensia. Det havde jeg ikke sidste år, men nu skulle det være igen. Og ganske typisk, så var det umuligt at finde en, og fandt jeg dem, så var det nogle små, skæve nogen, som havde brune rande på kanten af højbladene (forekommer det mig, at jeg kan huske, at de hedder, dem, som man normalt kalder for blomster).

Det skulle dog vise sig, at det var fordi, jeg kom det forkerte sted, for i fredags fandt jeg dette pragteksemplar hos Kvickly i Lemvig. Det var den flotteste af dem, de andre var noget mindre. Så jeg syntes, at jeg havde gjort et helt kup.

Vi var på en af de ture, hvor der er flere stop undervejs. Første stop var Holstebro, min mand skulle scannes. Efter et par ærinder der i byen, fortsatte vi mod Struer, hvor min mand fik indløst sit gavekort til en boghandel og fik den julegave, som han skulle have af Emil og Tobias. Der blev også handlet lidt - hos Rema, hvor de heller ikke havde hortensiaer. :-)

Sidste stop var Lemvig, hvor vi egentlig bare skulle have været hos slagteren. Men mens min mand var der, tænkte jeg, at jeg kunne prøve lykken hos Kvickly, så længe og det lykkedes altså at finde en hortensia. Nu skal jeg bare sørge for at holde liv i den. Det kommer altid lidt bag på mig, hvor meget vand de kræver. :-)

Curiouser and curiouser said Alice

Ja, det bliver mystiskere og mystiskere. I går købte jeg en e-bog hos Saxo. En engelsk sådan. Jeg har lånt en lydbog, Smoke and Mirrors af Elly Griffiths (hende med bøgerne om dr. Ruth Galloway, som jeg tidligere har fortalt om). Da jeg havde lyttet til den et stykke tid, fandt jeg ud af, at det var en fortsættelse. Som e-reolen Global ikke har på hylderne. Så derfor købte jeg den første i serien, så jeg kunne følge ordentlig med. 

Jeg har købt e-bøger to gange før. Med mindre held. Da bøgerne er på engelsk kan de ikke læses på Saxos egen eller andre af de mest gængse apps. Man kan bruge et Adobe produkt. Det fik jeg installeret første gang (med lidt bøvl, for man skal have et Adobe ID, for at kunne gøre det, så det måtte jeg også skaffe mig.)

Jeg har læseren på både telefon og tablet. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har købt de to bøger, jeg ejede i forvejen, via hhv. telefon og tablet, men faktum er i hvert fald, at den ene ligger i biblioteket på telefonen, den anden samme sted på min tablet. Det var lidt træls at læse en hel bog på telefonen, men jeg kunne ikke finde ud af at få den flyttet til min tablet.

I går blev det dog en tand mere mystisk. Den bog jeg købte optrådte nemlig hverken her eller der. Uanset hvor mange gange jeg trykkede på download HER, så skete der ikke noget.

Da jeg på et tidspunkt satte mig ved computeren, tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at se, hvad der skete der. Og der skete flere ting. Jeg kunne downloade bogen, jeg blev spurgt om, hvad jeg ville åbne med og da jeg valgte Overdrive, som er e-reolen Globals læser, så blev den nok så fint åbnet der. Selv om det altså heller ikke skulle kunne lade sig gøre.

Det er også lidt bøvlet at læse via computeren, men jeg er da nået en fjerdedel ind i historien.

Mens jeg var i gang i går, fandt jeg også ud af, at man kan hente en Kindle app, så man kan læse bøger i det format, uden at eje en Kindle. Så nu kan jeg købe mine e-bøger hos Amazon i stedet for Saxo. Jeg synes ganske vist ikke, at jeg behøver bidrage til Jeff Bezos' voksende formue, men det andet er nu for bøvlet. Der er nemlig (snart) 6 bøger i serien The Brighton Mysteries, så jeg skal nok have købt nogle flere. E-reolen Global ejer nemlig kun bind 2 i serien.

Gyldendal i Glassalen

Som det var tilfældet, særligt i foråret, kan man også nu, hvor vi ikke kan mødes helt så mange ude i virkeligheden, opleve forskellige kulturelle begivenheder via Nettet.

Gyldendal i Glassalen foregår fra på tirsdag, d. 8. og frem til d. 18. Det er et talkshow med forskellige forfattere. Hver dag er der to talkshows, kl. 18 og kl. 20. Og gæsterne er vidt forskellige. Man kan bl.a. møde Linse Kessler (og hendes datter) brdr. Price, Rufus Gifford, Rosa Kildahl (kendt fra Bagedysten. Og til min forbavselse kan jeg læse, at hun tilsyneladende bor i Thyborøn. Jeg har dog aldrig mødt hende her. Sikkert fordi det er i Glyngøre hun bor!) og Hella Joof. Der er mange flere, som helt sikkert er værd at lytte til. 

Man kan følge med via linket (Gyldendal i Glassalen). Man kan også møde op i Tivoli, men som tiderne er, så er det i hvert fald sikrere at sidde hjemme i sofaen og lytte. Og man slipper for at skulle ud i kulde og slud (sne er det nok for meget at håbe på!)

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om det er muligt at se showene efter de har været sendt, men jeg tænker det.