Parttime Perfectionist

Lidt af januar og februar - indtil videre

I januar fik jeg slet ikke lavet en monthlymarker til min Instagram konto. Jeg ville gerne have taget et billede, hvor der bare stod 2022 på, men så mange 2-taller findes der ikke på de gamle Lego træklodser. :-))

Jeg har syet. Seks styk coastere til en af mine gamle studiekammerater fra seminariet. Jeg mangler at sy lukkekanten til på bagsiden af en enkelt af dem.

Jeg har strikket. Siden billedet blev taget har jeg nok tre gange så mange masker strikket patent. Jeg kunne godt huske, hvordan man gør, og var vældig imponeret, fordi jeg bildte mig ind, at jeg ikke havde prøvet det siden 1988 eller deromkring, hvor jeg strikkede en sweater med hætte til Tobias.

Men jeg er siden kommet i tanke om, at jeg for et par år siden forsøgte at strikke en klud i patent. Der var ikke noget i vejen med at strikke i patent som sådan, men kluden fik en sær facon, så jeg opgav. Det var et kit med garn og opskrift og jeg er faktisk begyndt forfra flere gange, med andre teknikker. Men det er stadig ikke blevet til en klud....

Jeg har lyttet til bøger. I stor stil. Alle James Herriot bøgerne (som var grundlaget for TV-serien Folk og fæ) læst op af Christopher Timothy, som spillede hovedrollen i den gamle serie. ITV har lavet en nyindspilning, som er meget smukt filmet og også vældig hyggelig. Men som ikke har så særlig meget med historierne i bøgerne at gøre. Det er lige før det kun er navnene, som er de samme. Jeg tror sågar, at de har ændret telefonnummeret! Jeg fandt bøgerne på YouTube og jeg begyndte at lytte i slutningen af januar.

D. 4. februar fandt jeg ud af at den nyeste roman om Dr. Ruth Galloway var udkommet og jeg fandt den på Audible. Købte den med en af mine credits og var så opslugt af den, at jeg ret hurtigt kun manglede at lytte til knap to timer. Så jeg gemte dem til dagen efter, for det skulle trækkes lidt længere ud.

Historien - altså kriminalgåden - er måske ikke den mest ophidsende. Men alt i alt synes jeg, at den var rigtig god, særligt, fordi den foregår lige da corona bliver noget, som man skal tage sig af. Selv om man syens, at man sagtens kan huske, hvordan det var, så opdagede jeg i hvert fald, ved at lytte til den, at der var meget jeg havde glemt. Situationen i Storbritannien var selvfølgelig også lidt anderledes end hos os, fordi de er belemret med en premierminister, som i begyndelsen ikke tog corona alvorligt, overhovedet.

Jeg har også været ved at "sætte ild" til en bøtte med julesmåkager. Vi har vores brød i en af de moderne klapkasser i ovnen. Det er en rigtig god idé. Man skal bare huske at tage den ud, når man tænder for ovnen.... Jeg havde faktisk været ved at glemme det nogle dage før, men jeg nåede at komme i tanke om det, lige da jeg havde tændt.

Til mit forsvar vil jeg sige, at den kasse tilbringer mere tid udenfor ovnen end den gør derinde. Vi bruger utroligt tit vores ovn til madlavning. Så at jeg kunne glemme, at kassen for en gangs skyld var derinde, er der egentlig ikke noget mærkeligt i. :-)

Kagerne fejlede ikke noget, de fleste af dem lå i den ende, hvor låg, bøtte og plastpose ikke var smeltet. Og kassen tog ingen skade overhovedet. Men der var en pose brunkager, som ikke "overlevede". 

Jeg blev også klippet - i tirsdags. Det skulle have været torsdag i sidste uge, men min frisør fik corona. Jeg havde forudset, at det ville vare et stykke tid, før det blev min tur, for hele sidste uges bookinger var aflyst. Det var helt underligt, at der igen var et ugeblad at kigge i. Det er man egentlig blevet helt vænnet af med, at der skal være.

Og så har vi prøvet at tage en hjemmetest. Det var slet ikke så slemt. Nærmest til min overraskelse, for jeg er SÅ dårlig til at blive PCR testet. Lad mig nøjes med at sige, at jeg har meget overaktive reflekser (og dem har man selvfølgelig ikke i næsen).

Heldigvis er det ikke gået rigtig galt, men det bliver aldrig min yndlingsdisciplin, og jeg synes det er pinligt, når jeg står der og tager på vej. Men nu kan vi måske snart slippe helt for at blive testet.

En god bog

Jeg har netop hørt to bøger i rap, som minder lidt om hinanden mht. handlingens kulisse.

Jeg hørte først Where We Belong af Anstey Harris. Den handler om Cate, hvis mand Richard er død og da hun, og deres søn Leo, ikke længere kan blive boende i deres lejlighed, fordi hun mister sit arbejde, som lærer, flytter hun, nødtvungent, fra London til svigerfamiliens landsted Hatters, hvor hun aldrig har været.

Der venter dem begge flere overraskelser, både gode og dårlige. Men det er kun meningen, at det skal være midlertidigt, så Cate, og Leo, beslutter sig for at få det bedste ud af situationen. Uden at røbe for meget, så går det helt anderledes end Cate havde tænkt sig det.

Huset rummer et museum, hvis indhold Leos tipoldefar har samlet. Som en typisk victorianer har han skudt og fået udstoppet en kæmpesamling af eksotiske dyr, fordi han mente, at det var den måde man kunne bevare dem for eftertiden. Det går ikke godt for museet, der kommer for få gæster og der er kun en til at tage sig af hele det store hus, haven og museet, sammen med nogle frivillige fra landsbyen.

Historien handler om, hvordan museet bliver vakt til live igen og hvordan Cate, Leo og Araminta Buchan, som er den ældre kvinde, som stadig bebor huset, også får nyt liv. Der er selvfølgelig en kærlighedshistorie og der er afsløres flere hemmeligheder undervejs, bl.a. også en om Cates mand Richard.

Bogen kan godt karakteriseres som en feelgood bog, men den er ikke af den slags, som går ind ad det ene øre og ud af det andet. Det er tydeligt, at forfatteren har en indsigt i det hun skriver om, og man kommer ikke straks til at synes om Cate, for hun er beskrevet som et komplekst menneske. Jeg synes kun det kammede en lille smule over til allersidst. Men det kunne jeg godt tilgive bogen/forfatteren, for jeg var blevet underholdt undervejs. Og beskrivelsen af museet og det bibliotek, som huset også indeholder, er så godt beskrevet, at man ser det hele for sig og næsten ville ønske, at det fandtes i virkeligheden.

En rigtig god bog, som jeg godt kan anbefale. Den kan lånes via e-reolen Global. Den er desværre ikke oversat til dansk.

Reol oprydning

Jeg er, som nævnt i går, gået i gang med at rydde op i vores anden bogreol. Sådan noget har det jo med at gribe om sig. Det hele begyndte med, at jeg købte en ny bog.... 

Gyldendals bogklub havde et tilbud for nye medlemmer, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg var ikke helt nyt medlem, for jeg blev allerede medlem første gang i 1976. På et tidspunkt, for 10-15 år siden, blev jeg nærmest "smidt ud". Jeg fik i hvert fald ikke flere medlemsblade osv.

Men forleden gik jeg altså i fælden igen. Tilbuddet omfattede bl.a. Tom Buk-Swientys biografi om Karen Blixen. For 49 kr. inkl. forsendelse. Jeg læser sjældent (læs: næsten aldrig) "rigtige" bøger, siden jeg fik en tablet for snart 4 år siden. Men det tilbud var alligevel for fristende.

Men den skulle jo stå på reolen og helst sammen med alle de andre bøger af og om Karen Blixen. Jeg gav mig til at studere reolen, når jeg sad i sofaen og ikke havde andet for. Der var nogle stykker, som jeg vidste, at jeg ikke længere behøvede at eje. Så i sidste uge gik jeg i gang. Og  selv om jeg, på forhånd, ikke regnede med, at det blev til det helt store ryk-ud, så endte jeg med at få ca. 30 stk. som andre måske kan få glæde af.

Nu hvor jeg var i gang, tænkte jeg, at jeg også lige så godt kunne få nogle af de "større" bøger, de fleste om bolig og have, op på reolen, for bunkerne (der var to) på gulvet var begyndt at ligne rod mere end noget andet.

Jeg har før, flere gange, fortalt, at vi skulle have ny bogreol, i denne ende af stuen. Men før jeg nåede at købe den,  kom der en rodbehandling i vejen. Den skulle koste næsten nøjagtigt lige så meget som reolen. Og selv om det var træls, så var valget ikke så svært.

I forbindelse med oprydningen, kom jeg dog til at tænke på, at der måske var kommet noget nyt og lidt interessant i afdelingen for bogreoler hos IKEA. Det var der, men jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle have en ny, som havde nogenlunde samme højde som den vi har, så måtte det blive en - Billy! Den er aldeles ikke ny - den blev designet i 1979. Reolen, som der, verden over, sælges en af hvert 5. sekund! Man kan få en reol, som har nogenlunde samme længde, som vores, til omkring samme pris, som en sektion af Kubik fra Trævarernes udsalg, som var den vi skulle have haft.

Men pludselig opstod der en anden løsning. Jeg opdagede en ny konto på Instagram. Den handler om bøger. Og der er selvfølgelig også billeder af reoler. Bl.a. dette, som gav mig lyst til at prøve, hvordan det ville se ud. Jeg tænkte, at hvis nu jeg syntes det blev pænt, så kunne vi måske helt spare at købe en ny reol. :-D

I går lavede jeg en prøve-opstilling på et par hylder. På den øverste hylde har jeg bare flyttet bunken med bøger ind midtpå. De har ligget ude til højre i flere år. Jeg kan godt se, at jeg skal være lidt mere "vovet". Men jeg skal dog ikke have helt så meget "liv" på min reol, som hos Siobhan.

Der var også en enkelt ting, som jeg havde overset. Hvis jeg vil blive ved med at have bøgerne i alfabetisk orden, så kan jeg ikke bare flytte en stak, så må der lidt mere udvælgelse til. Men jeg tror nok, at hvis bare de er på samme hylde, som de altid har været, så er det til at leve med.

Om det er nok til, at jeg ikke synes, jeg behøver have en ny reol, ved jeg ikke endnu. Men jeg håber det faktisk...

Blævernakker! Tæppehandlere! Nougatnomader! Patagoniske proletarer!

I år skulle min mand have en Farsdags gave, syntes jeg. Med lidt forsinkelse fik han den i går.

Jeg havde set billeder af Kaptajn Haddocks ordbog flere steder på Nettet og på Instagram havde Ane Henriksen* slået et billede op med noget tekst, som jeg lo højt over. Det var det, som er overskriften til denne blogpost.

Så da bestemte jeg, at jeg ville give den til min mand. Vi har en, efterhånden, ret stor samling af ting fra Tintin universet, så den var oplagt.

Som man kan se, er den illustreret med billeder fra Tintin-bøgerne, med eksempler på, hvornår Kaptajnen brugte et bestemt skældsord (eller flere!!)

Det med de syvhundrede tusind blev til meget mere og det fremgår jo tydeligt, at det blev et af yndlingsudtrykkene, bare med forskellige navneord klistret på i enden. Og som i en rigtig ordbog, er ordet også stavet med lydskrift, så man kan være sikker på at udtale det korrekt.

Udover ganske almindelige hverdagsord, som bliver ophøjet til skældsord er der også selvopfundne ord, som f.eks. pyromaddike. Og selvfølgelig er der en forklaring på, af hvilke ord det er opstået.

Jeg synes, det er når almindelige ord bruges som skældsord og sættes sammen med andre (lige så almindelige) det er allersjovest. Eksempelvis sofacykel og pyroman!

Bogen kan købes (eller bestilles, det var derfor gaven blev ekstra forsinket) hos enhver velassorteret boghandler for 198 kr.

 

*Ane Henriksen har jeg kun kendskab til via IG. Men jeg fandt ud af, da jeg havde fulgt hende et stykke tid, at jeg udmærket ved, hvem hendes forældre var. Hendes far ejede i mange år en mageløs butik i Fåborg, som havde navn efter ham, Robert Henriksen hed den og han, som var en utrolig venlig mand.

Vi var altid derinde, når vi var på ferie i Svendborg (og tog på tur til Fåborg). Vi købte også altid et eller andet "skørt" eller praktisk (for man kunne købe begge dele). Et eller andet sted har vi stadig en piv-i-røv-hest og jeg bruger stadig den neglerenser i horn, som vi købte der for nok snart 25 år siden. Det var altid en oplevelse at komme derind, også fordi vi altid fik en lille historie om det vi nu valgte at købe. 

En god bog!

I mandags blev jeg færdig med at læse The Other Bennet Sister af Janice Hadlow. Det tog nøjagtigt en uge. Og jeg har hygget mig meget i den uge.

Romanen handler om Mary Bennet, den midterste af søstrene Bennet, som man, i Jane Austens roman hører meget lidt om, men som har en lidt mere fremtrædende rolle i BBC's TV-serie. Hun blev spillet af Lucy Briers, som gjorde det glimrende, som en bebrillet og moraliserende ung kvinde, som man stort set kun havde irritation til overs for.

Derfor er det også rigtig godt tænkt af Janice Hadlow at skrive en roman, som handler om hende, og baggrunden for, at hun har udviklet sig til lidt af en lyseslukker. Når man læser bogen, kan man godt forstå det.

Jeg synes, at romanen er rigtig god. Den er en anelse for lang (det er jeg ikke den eneste, som har "klaget" over), men den er virkelig velskrevet. Ikke på et eneste tidspunkt undervejs tænkte jeg, at dette her lyder alt for moderne. Bogen kunne sagtens være fra Jane Austens egen hånd.

Indtil videre findes den kun på engelsk, men jeg kan ikke forestille mig, at den ikke skulle blive oversat til dansk. Og hvis ellers den bliver ordentligt oversat, så kan jeg kun varmt anbefale den! Også på dansk! :-)

Harry Potter læser Harry Potter

Vi kan hurtigt blive enige om, at der ikke er noget som helst skægt ved Coronavirussen. Men om ikke andet, så har den medført en masse positive ting, som vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke havde været nødt til, over hele verden, at sidde hjemme hos os selv.

Der er utroligt mange, som har fundet på alt muligt for at underholde eller aktivere os, både når det gælder fysisk og mentalt. Et af de nyeste tiltag er oplæsning af den første bog i Harry Potter serien. Og første kapitel læses af Harry Potter himself, skuespilleren Daniel Radcliffe. Senere skal bl.a. Eddie Redmayne, Stephen Fry og David Beckham være oplæsere.

Foreløbig er det kun første kapitel man kan høre, men hvis man registrerer sig (det er gratis) vil man få besked om, hvornår næste kapitel er klar.

En god bog!

 

Før jul fik jeg en reklame på Instagram for en ny Elly Griffiths bog. Jeg anede intet om hende, eller hendes bøger, men for et par måneder siden lånte jeg den første i serien, som er The Crossing Places.

Hovedpersonen i romanerne er Ruth Galloway, som er arkæolog med speciale i knogler. Og dem ligger der mange gemt af, i hendes nærområde. Senere kommer hun dog længere omkring. 

Bøgerne, hvoraf der indtil nu er udkommet 10, og hvor de seks første er oversat til dansk, er meget underholdende. Og meget populære. Så meget, at jeg, efter at have læst de første fire på originalsproget, nu har måttet låne nr. fem på dansk. :-) Ellers skulle jeg vente 5 uger på at få den på engelsk. Og selv om jeg havde tænkt, at jeg skulle holde en lille pause, så kunne jeg alligevel ikke vente.

Ud over de spændende kriminalsager, som er hovedhistorierne i bøgerne, er den sideløbende historie, om Ruths kærlighedsliv og hendes lidt specielle venskaber, meget underholdende.

Elly Griffiths er pseudonym for Domenica de Rosa.

Bøgerne kan lånes via eReolen (på dansk) og eReolen Global. Da de danske biblioteker jo stadig er lukkede, er det nu muligt at låne hhv. 20 lydbøger og 20 e-bøger.

Der gøres i det hele taget også meget for at man ikke skal komme til at mangle læsestof i disse coronatider. På Gyldendals Facebook side kan man hver morgen møde en forfatter, som bliver interviewet af Mikkel Fønsskov og om aftenen kan man få læst godnathistorie. I den forgangne uge har Thure Lindhardt, meget passende, læst Thomas Manns Døden i Venedig.

 

 

En (rigtig) god bog!

Saxo

Da jeg var færdig med at lytte til Our Friends in Berlin, tænkte jeg, at det ville blive svært at finde en ny bog, som kunne slå den. Jeg ville gerne have fundet en, som foregik i samme tidsperiode (2. verdenskrig). Men jeg fandt noget fuldstændig andet. 

Once Upon a River af Diane Setterfield, indlæst af Juliet Stevenson, foregår engang i det 18. århundrede. Det meste af handlingen udspiller sig i en pub ved Themsen - og det er floden, som er hovedrolleindehaveren i historien. Den tager sin begyndelse, da en mand, som er mærket af et slagsmål af en art, kommer ind i pubben med et dødt barn i armene. Uden at røbe for meget, så er alt ikke, som det synes at være. Og der er mange, som af forskellige årsager, har stor interesse i det døde barn.

Historien er fantastisk god, og selv om der er mange "underhistorier", så bliver det aldrig uoverskueligt eller svært at huske, hvem der er hvem og hvorfor de agerer, som de gør. Det hele bliver smukt samlet og afsluttet til sidst i romanen.

Jeg kan varmt anbefale den. Den er en god blanding af socialrealisme og gotisk fortælling. Det er en af den slags bøger,som det er svært at lægge fra sig eller slukke for. Og den kan lånes gennem bibliotekernes eReolen Global.

Desværre er den ikke oversat til dansk, men jeg synes ikke, at den var specielt svær, så jeg tror sagtens, at man kan høre den, også uden at være verdensmester i engelsk. Og den engelske skuespiller Juliet Stevenson er en fantastisk god oplæser.

En god bog!

Jeg er meget begejstret for forfatteren Anthony Quinn (ikke at forveksle med skuespilleren. Eller en anden forfatter, som hedder Anthony J. Quinn)

Desværre er ingen af hans bøger oversat til dansk, hvilket jeg synes, er en stor fejl. Jeg stiftede først bekendtskab med ham, da jeg hørte romanen Curtain Call oplæst på BBC Radio 4. Senere købte jeg bogen og ærgrede mig noget over, at jeg havde hørt den. Det er en fornøjelse at høre oplæsningerne, men de er desværre altid forkortede. Derfor manglede der faktisk en hel del i den version af historien, som jeg først hørte.

Men siden har jeg hørt eller læst de fleste af hans øvrige romaner, hvoraf jeg også varmt kan anbefale The Rescue Man, som foregår i Liverpool under The Blitz.

Jeg har netop hørt den seneste han har skrevet Our Friends in Berlin. Som er en spionroman. Og den slags duer jeg normalt slet ikke til. Hvis jeg sommetider, af vanvare, kommer til at se en spionfilm, så går der ikke fem minutter, før jeg er totalt forvirret.

Det gik ikke så galt denne gang. Men jeg er glad for, at jeg ikke læste foromtalen af bogen, før jeg gik i gang med at høre den. For jeg havde nemlig ingen idé om, om hovedpersonen spionerede for Nazi-Tyskland eller for Storbritannien.

Bogen kan lånes via bibliotekets E-reolen Global, hvor man kan låne, især, engelsksprogede bøger. Desværre har de kun denne ene af Anthony Quinns romaner på hylderne, men den kan virkelig anbefales.

En god bog!

I går aftes før jeg gik i seng, så jeg et afsnit af Flemming Møldrups program Vild med bøger. 

Det handlede om romanen Mordet på en havfrue, som er skrevet af hele tre forfattere, nemlig Thomas Rydahl, Anders Klarlund og Jacob Weinreich (de to sidste gemmer sig bag pseudonymet Kazinski, når de skriver deres krimier). Det var et ret interessant program og jeg fik lyst til at læse bogen.

I et par år har vi haft Bookmate som et tillæg til vores telefon, TV- og internetabonnement hos YouSee. Jeg har ikke brugt det så voldsom meget i den senere tid, jeg har kunnet finde masse at læse via bibliotekernes E-reol og E-reolen Global.

Men i sidste uge genopdagede jeg Bookmate, så da jeg var færdig med at set programmet tænkte jeg, at jeg ville se, om man kunne finde Mordet på en havfrue på Bookmate. Og som man kan se, så kan man det. Jeg har læst nogle kapitler og jeg må sige, at det tegner til at blive en glimrende fortælling. Også selv om Flemming Møldrup afslørede hvem morderen er. Det varer dog heller ikke mange kapitler, før man som læser ved det.

Det er en historisk krimi og hovedpersonen er H.C.Andersen, som bliver anklaget for mordet på en prostitueret. Idéen til bogen opstod hos de tre herrer, fordi der, fra 1834 og halvandet år frem, mangler indlæg i H.C.Andersens dagbog. En dagbog, som han ellers førte flittigt hele sit liv. Hvad skete der i det halvandet år? Ja, det kunne jo være, at han havde udeladt det, fordi der var sket noget så pinligt og monstrøst, som, at han var anklaget for mord.

Det tegner som sagt til at blive en rigtig god fortælling, hvor der er gjort meget ud af skildringen af København inden for voldene, uden kloakering, men med køer på loftet i almindelige beboelseshuse. Det er næsten som at være der selv!

En god bog!

Selv om jeg kun er nået til kapitel 4 i Tracy Chevaliers nyeste roman A Single Thread, så tror jeg godt, at jeg allerede kan forudsige, at det er en god bog. Det synes jeg i hvert fald, at den er indtil nu. Jeg er også stor fan af Tracy Chevalier.

Historien handler om Violet Speedwell, som flytter hjemmefra, til Winchester, i en moden alder. Vi er i 1932, så Violet er en af de "overflødige" kvinder fra den generation, hvor så mange af mændene blev slået ihjel i Første verdenskrig.

Ud over, at historien er godt skrevet, så er emnet også interessant, det handler nemlig om håndarbejde, nærmere bestemt broderi.

Jeg er netop blevet færdig med Mycroft and Sherlock af Karem Abdul-Jabbar (som har en fortid i amerikansk basketball) og Anna Waterhouse. Den fangede mig faktisk overhovedet ikke, selv om emnet var spændende og historien var udmærket fortalt. Den handler om brødrene Holmes, før de blev til Mycroft og Sherlock Holmes. Men jeg har netop opdaget, at der findes en forgænger, som bare hedder Mycroft. Den skulle jeg nok have læst først. :-)