
I sidste uge lykkedes det mig endelig at finde et bundt pæoner, som var passende stort og som ikke kostede en mindre formue.
I år synes jeg, at det har været lidt småt med dem. Jeg så et nogenlunde stort bundt i Kvickly for noget tid siden, til 70 kr. og så har Rema haft nogle små forkølede nogle med tre til 30 kr. Men i Dagli'Brugsen i Harboøre (af alle steder! Det er et af de dyreste steder man kan handle i Lemvig kommune, tror jeg. :-D) fandt jeg et bundt med fem stk. til 45 kr.
Og de ser jo smukke ud i selskab med Laurits Tuxens badedame.
Malkekransen er en gammel sag, som jeg har købt i det hedengangne kollektivbutik Porten, som lå i Søndergade (nr. 5, så vidt jeg husker) i Lemvig, i begyndelsen af 80'erne. De havde mange fine ting, bl.a. altså også denne malkekrans, som er lavet på den traditionelle måde med stof som indmad og ikke over en styroporkrans, som det blev så populært at lave dem med.
Jeg fandt den i en kommodeskuffe for noget tid siden og nu har jeg tænkt, at den skal op at hænge et eller andet sted. Men indtil videre ligger den her på det gamle skab fra Lemvigbanen og passer så smukt sammen med pæonerne og den lille vase fra LoPe, som dukkede op, da jeg, for en måneds tid siden, ryddede op i skabet.
(Som altid, når jeg tager billeder af skabet - som jeg ville redde, hvis der gik ild i huset (det ville dog kræve, at jeg havde en fiks og handy lille kran) - bliver jeg helt "forskrækket", når jeg ser, hvor ramponeret det er. Men - i virkeligheden, altså uden kamera for øjet - ser det slet ikke nær så slemt ud. Synes jeg. Og det bliver ALDRIG malet.
Jeg kan stadig blive helt dårlig ved tanken om, at da jeg fik det, havde jeg planer om at male det i en eller anden fimset pastelfarve. Mintgrøn eller noget lignende hæsligt (i den forbindelse altså, for ellers har jeg ikke noget i mod mintgrøn). Jeg er så glad for, at jeg lod den sindssyge plan fare! Det var vist mest fordi, at man ville skulle slibe på det i flere uger, før det blev helt glat. Og godt det heller ikke blev det...)