Parttime Perfectionist

Hip hurra!

for mig selv! I dag fylder jeg halvrundt, 65 år. Helt underligt, men det passer godt nok. Jeg er 20 år yngre end min mor og hun blev 85 i januar. :-)

Billedet af mig er nok 62 år. Jeg skrev på Instagram, da jeg slog det op der, at jeg var 4-5 år, men det tror jeg er for meget. Mine to søskende er født i hhv. 60 og 61 (ja, min mor ville hellere have haft tvillinger!) Jeg tror, at jeg højst er 3 og at jeg stadig var enebarn.

Jeg kan nemlig ikke huske, at min søster havde en kjole mage til denne (som vist var lyserød - og skoene var røde). Senere havde vi altid ens kjoler, bare i forskellige farver. Som blev syet af fru Andersen på Lergravvej i Aulum. På Instagram påstod jeg godt nok, at det var to ugifte søstre, som boede på Østergårdsvej, som stod for det, men det var min bedstemor, som fik syet der. Jeg har været med hende, kan jeg huske, men jeg er ret sikker på, at vi kun fik syet hos fru Andersen.

Det er sært at tænke på, at det stadig, i begyndelsen af 60'erne var almindeligt at få syet tøj i hvert fald til børn. Min mor fik vist kun købetøj, jeg kan i hvert fald ikke huske, at hun havde noget, som var hjemmesyet - i så fald var det hende selv, som syede det.

Man kunne jo fristes til at tro, at det er Jette på billedet, som har smadret glasset. Men det er desværre en betydeligt ældre udgave. Det er mig, som har gjort det, men det er nok højst 10 år siden det faldt på gulvet for mig.

Jeg er for øvrigt meget benovet over mit stramt klippede pandehår. Jeg er velsignet med op til flere hvirvler i mit pandehår, så hvordan det er lykkedes at få det til at ligge så flot og lige klippet er en hel gåde. Nu hvor mit hår efterhånden er mere gråt end nogen anden farve, stritter pandehåret lystigt her og der, særligt, hvis det bliver klippet for kort, fordi mit hår ikke længere er "tungt" nok til at holde hvirvlerne nede. Og det er svært at få det lige!

Valmuer og ikke flere kornblomster lige nu

Forleden fortalte jeg om et broderi, som jeg havde fundet frem. Og jeg skrev nok så optimistisk, at med mine nye lupper til at sætte på brillerne, så skulle jeg nok få det gjort færdigt.

Men jeg var lidt for optimistisk. Det gik nemlig op for mig, at grunden til, at jeg gik i stå med det, for mange år siden, ikke udelukkende var, fordi jeg ikke kunne se til at sy stingene.

Jeg havde helt sikkert også besvær med at se symbolerne på diagrammet, i selve blomsterne, hvor der, som man kan se, er et virvar af forskellige farver og halve korssting, både lodret og vandret.

Jeg kigger ikke altid på diagrammet gennem luppen, så derfor har jeg brug for, at det bliver forstørret. Lige nu kan man jo ikke gå nogen steder hen og få det gjort. Jeg "klagede min nød" på Instagram og fik flere forslag til, hvordan jeg kunne gøre det selv. Det vil jeg prøve senere, for nu har jeg fundet et andet frem, som er nemmere at gå til. Og som - alt andet lige - ikke burde tage så lang tid at få gjort færdig.

Det er også designet af Vibeke Olris i 1986. Der mangler faktisk kun en hel blomst i venstre side. Og så lidt der i blomsten til højre.

Blomsten til højre er stort set færdig. I går gik jeg i gang med den til venstre. Og kunne hurtigt konstatere, at jeg har lavet en fejl, engang for 100 år siden. Den blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville rette, for det var ikke så besværligt, og jeg havde lidt svært ved at gennemskue, om fejlen kunne blive et problem senere.

Det er egentlig helt fantastisk, som jeg er blevet bidt af broderi igen. Da jeg var teenager var strik og broderi mine hovedinteresser, men så, for ca. 35 år siden, blev det patchwork, som tog over og det var omkring samme tid, at jeg ikke længere kunne se godt nok til at brodere, i hvert fald ikke på så fint hørlærred som dette.

I går blev jeg en overgang helt fortabt i at kigge på hjemmesider, hvor man kunne købe gamle broderibøger. Jeg købte nu ingen, for efterhånden som jeg "bladrede" mig igennem diverse webshops udvalg blev jeg mindet om, at jeg selv ejede flere af dem, som man kunne købe.

Kornblomster og valmuer

I mandags skulle jeg lægge noget på plads i en æske. Og fandt dette broderi, som jeg, i nogle dage, har tænkt på, at jeg ville have fundet frem. Jeg troede bare, at det lå et andet sted. :-)

Nu hvor jeg har fået Peters jul gjort færdig, har jeg fået blod på tanden, så nu skal nogle af mine gamle broderi-UFO'er gøres færdige.

Dette har ligget i mange år. Modellen er designet i 1986, af Vibeke Olris, og jeg vil gætte på, at det nok er 20 år siden jeg opgav at komme videre, fordi jeg ikke længere kunne se godt nok til det. Særligt blomsterne er "besværlige" fordi der er brugt tre farver (jeg er kun nået til de to af dem) og der er halve korssting, både lodrette og vandrette. Men med min lup til at sætte på brillerne, så skulle det nok kunne lade sig gøre at blive færdigt med det.

Jeg begyndte lidt småt i dag, med at tælle ud til en ramme med ri-sting, rundt om motivet. Jeg er sikker på, at det vil gøre det lidt nemmere at sy det. Der kommer f.eks. et kornaks ind fra oven, som det bestemt må være nemmere at få placeret, inden for rammen. Der skal selvfølgelig stadig tælles ud til det, men jeg har bestemt en fornemmelse af, at det er en fordel med den ramme.

Jeg har også et med valmuer, som man kan se i dette indlæg. Det skal også gøres færdigt, for der mangler virkelig ikke ret meget. I det omtaler jeg også kornblomsterne. :-) Og det var før jeg købte lupperne til at sætte på brillerne.

Tanker om et krus

I de små æsker med historier om genstande eller begivenheder, som man gemmer i den store hjernekasse, skal der helst være så mange detaljer, som muligt.

Men æsken med historien om dette krus er næsten tom, for jeg husker egentlig bare, at jeg købte det i mine teenageår, måske omkring 1974-75. Jeg kunne forestille mig, at det er købt hos Jytte Øllgaard i Holstebro. En aldeles mageløs butik, hvor man, i hvert fald i begyndelsen, mest kunne købe ting, som ikke nødvendigvis havde anden funktion end at se smukke ud. Det, som man med et ord, der vist er ved at forsvinde ud af sproget, kan kalde for nips.

Men mit krus har selvfølgelig også en praktisk funktion. I mange år stod det på en hylde i et køkkenskab, inderst inde, så det ikke ved et uheld skulle falde ud, når man skulle have fat på noget fra de, mildt sagt, proppede skabe. Senere, da vi fik nyt køkken, blev der ryddet ud i alle overflødighederne. Men kruset skulle ikke kasseres. Det blev i stedet flyttet til et andet skab, også det med propfyldte hylder. Så krusets plads blev inderst i et hjørne.

 

Nu dukkede det frem i dagens lys, da vi ryddede det skab, som skulle indeholde noget andet. 

 

Og nu skal kruset tages i brug igen. Nok ikke hver dag, for der skal stadig passes på det - og så kan det vist heller ikke gå i opvaskemaskinen. 

 

Der er bare lige ét lille problem. Jeg ved ikke, hvor det skal være! 

Bedre sent....

I løbet af december tænkte jeg et par gange, at i år ville jeg have årets u-landskalender. For det var jo et dukketeater (som det hed i min barndom) og det har jeg altid været lidt fascineret af.

Jeg kan stadig huske, at der en overgang var figurer, som man kunne klippe ud og sætte fast i en korkprop, forsynet med en pind, så man kunne bevæge figurerne hen over scenen, på bagsiden af pakkerne med Foska gryn (tror jeg det var, eller måske var det Guldkorn. Måske var figurerne fra Flintstone tegnefilmen. Dem kunne man i hvert fald også klippe ud på et tidspunkt). Jeg kan dog ikke rigtig huske noget om et teater til at spille på.

Men u-landskalenderen gik i glemmebogen, indtil sidste weekend, hvor jeg blev mindet om den efter at have set dette billede på Instagram. Jeg googlede, for at finde ud af, om man overhovedet kunne købe kalenderen efter jul. Det kunne man, hos Saxo, hvor jeg fluks lagde en bestilling. Og samtidigt kunne jeg, på Ekstrabladets hjemmeside, læse mig til, at det faktisk havde været temmelig svært at købe kalenderen i almindelig handel. Den var simpelthen udsolgt, så folk havde efterlyst den via de sociale medier. I hele Solrød kommune havde den f.eks. ikke været til at opdrive!

Jeg havde tænkt, at jeg skulle have den samlet, når den nåede frem, men det ser lidt mere kompliceret ud end som så, så jeg pakker den bare ned igen, så kan den blive samlet til næste jul.

Selve kalenderprogrammerne har jeg ikke set. Bolette og jeg forsøgte, for en uges tid siden, at se første afsnit, men vi gav op ret hurtigt. Selv med en udmærket hørelse, så havde hun svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Og jeg kunne slet ikke. :-D Min hørelse er nemlig alt andet end udmærket.

Men apropos TV, så genudsender DK4 fra på tirsdag Historien om et teater. Det er nogle helt usandsynligt fantastiske programmer (11 i alt) om Martin Spang Olsen og hans families arbejde med at restaurere et gammelt dukketeater (eller modelteater, som det hedder nu. For det skal åbenbart også være politisk korrekt. Eller noget...) De kan varmt anbefales, hvis man kan se den kanal!

To bryllupper og...

Dette billede er taget d. 13. april 1933. Det er min bedstemor og hendes søskende, som er fotograferet på hendes bryllupsdag. Jeg har kendt tre af dem på billedet. Anne Margrethe, som var den yngste, blev dræbt under Peter Gruppens schalburgtage i Århus i februar 1945. Hun var den ene af de to unge kvinder, som sprang ud af et vindue, for at redde sig.

Richard, som var næstyngst, står bag min bedstemor og ham er der måske stadig nogle, som husker eller har kendt. Han var borgmester for Socialdemokratiet i Fredericia fra 1970 til 1981.

Og så er der vores tre poder, som er fotograferet d. 22. juli 2017

Jeg kom i tanke om billedet af min bedstemor og hendes søskende, kort før Bolette og Jakob skulle giftes og tænkte, at sådan et billede ville jeg også have. Og det er da sjovt at sammenligne. Der er jo stor forskel, både på tøj- og hårmode og ikke mindst "opstillingen". Selv om det var blevet mere almindeligt at have et kamera i 1933, så har billedet stadig lidt af tidligere tiders stivnede blikke og ditto holdninger over sig.

Gensyn med en gammel kending

I torsdags var der igen møde i kortklubben. Det foregik her hos os. 

Engang i begyndelsen af året faldt jeg over opskriften på en kage, som jeg nærmest havde glemt. Den var ellers meget ofte på programmet, når det var vores tur til at holde kort, i 90'erne især. Til sidst havde vi fået den så tit, at jeg i hvert fald selv, var blevet lidt træt af den. :-)

Men da jeg genfandt den på Arlas hjemmeside (den fandtes oprindeligt i en af Karolines kogebøger) bestemte jeg, at den skulle på bordet igen, når det næste gang var os, som skulle have kort. Det kom til at vare adskilligt flere måneder end jeg regnede med dengang, men det var sådan set fint nok. Det passede nemlig så godt med en kold kage på årets hidtil varmeste dag (her i området).

Jeg havde dog lidt bøvl undervejs. Vi fik en ny springform af min søster for maaange år siden. Den er større end den gamle vi havde. Og lagkagebundene er blevet mindre end de var i 90'erne, dengang måtte jeg altid skære noget af dem, før jeg kunne komme fyldet i formen. Så jeg måtte improvisere med noget stanniol langs kanterne forneden, så fyldet ikke skulle løbe ud.Det gjorde det lidt alligevel, så det blev lidt sjusket. Men ellers er alt som det var, sågar "fadet" er det samme, et låg til et af vores Ildpot gryder.

Billedet er absolut ikke den bedste reklame for kvarkkagen, men prøv den alligevel. Opskriften findes lige her.

 

I dag er det verdens broderi-dag

Og det skal da fejres her på bloggen. Med at jeg viser nogle ufærdige broderier, som jeg fandt, da jeg, for 3 uger siden, kiggede i en kasse med rester af hørlærred, som jeg bl.a. har købt hos Broderie Moderne, og altså også broderier, i forskellige stadier af ufærdighed. Og så en enkelt, som var blevet helt færdig. 

Det samme kan man absolut ikke sige om dette her. Det er jeg ikke kommet særligt langt med.

Hvilket man jo tydeligt kan se, når man ser diagrammet. Men jeg vil rigtig gerne lave det færdigt, for farverne er da bare få fine.

Valmuerne mangler jeg ikke så meget på. Jeg har også et med kornblomster, som, så vidt jeg husker, ikke er så tæt på at være færdigt, som dette her. Men allerede dengang jeg  gik i stå, for 12-15 år siden, havde jeg svært ved at se til at brodere på hørlærred med 12 tråde pr. cm.

Jeg vil gerne gøre begge de her færdige, men jeg må have et sæt med lupper til at sætte på mine briller, før jeg kan gøre noget ved det. De vil også gøre det meget nemmere at brodere Peters jul færdig.

Til gengæld vil jeg ikke gøre mere ved dette her. Det skal forblive som det er, først og fremmest fordi jeg ikke fandt diagrammet til det. Det foresvæver mig, at jeg fandt det i det tyske blad Brigitte, som jeg holdt fast i flere år. Men jeg synes faktisk også, at det er fint som det er. Jeg overvejer at lade de løse tråde blive siddende.

Det bliver bare ikke nemt at finde en ramme, som passer i mål. Men man kunne jo indfælde det i et stykke stof, som har et bedre standardmål i forhold til rammer. Jeg har fundet et sted, som sælger de mest fantastiske rammer, til priser, som ikke er helt ubetalelige.

Uuuh, nej!

For noget tid siden skulle man (hvis man ville) poste et skolebillede på Instagram (og vist også Facebook). Og tidligere i år løb en anden spøg rundt, hvor man skulle poste et billede, som kunne beskrives som akavet. Dette her kunne fint bruges i begge tilfælde! :-D

Det er, med min bedste overbevisning, fra 1970 eller 71, hvor jeg gik i 7. klasse. Jeg havde i hvert fald nogenlunde samme frisure, da jeg blev konfirmeret i maj 1971.

Jeg er ret sikker på, at mine børn, hvis de havde set billedet, da de var yngre, ville tro, at det var et billede af mig som voksen. Helt som jeg havde det med min mors konfirmationsbillede, da jeg var barn.

I dag kan jeg godt se at helt voksen, det var hun ikke endnu. Og nu hvor jeg ser billedet igen, tænker jeg over, hvem hun ligner. Mest sin mor, må det være. Der er i hvert fald ikke meget af min bedstefar i hendes ansigt. De (mine bedsteforældre) var meget forskellige, både af udseende og sind.

Hun har arvet sit temperament fra sin far. Som muligvis har arvet det efter sin mor, som hed Karen. Lige som min mor gør. De var meget lidt opfindsomme i den familie!

Mine to andre morbrøde var opkaldt efter hhv. en af min bedstefars brødre og deres bedstefar, som hed Johannes. Dem var der også mere end en af i familien. Min mor har sandelig også en kusine, som hedder Karen! De slap dog begge for deres bedstemors navn nr. to, som var Laurette.

Underligt nok er mine bedsteforældres børns navne fra min bedstefars side af familien. Men måske er det godt nok. Min bedstemors forældre hed Bodolf (Martin) og Petrea. :-)

Og nu vi er ved navne, så er der utroligt nok to her i landet, som hedder Tobias Kammersgaard. Den ene er selvfølgelig vores. Den anden er min mors fætters barnebarn...

I dag

ville min svigermor være fyldt 95. Så gammel nåede hun langt fra at blive. 72 blev det til. Men hver gang var det d. 15. juli og ikke d. 15. juni, hvor præsten først havde skrevet hendes navn (endda i afdelingen for mandskøn i kirkebogen).

I mandags, til min søsters fødselsdag, fortalte jeg en af de sjoveste historier, som jeg har hørt om min svigermor. Jeg kom til at tænke på den til hendes begravelse, da præsten i sin tale, nævnte noget om sjove episoder, og havde nær grinet højt.

Der var egentlig ikke så mange af dem. Denne her fandt sted i et køretøj, ført af min svigerfar. De havde hentet min mand, som, i løbet af sin uddannelse til laborant, gik på Teknisk skole i Kolding. Det blev forfærdeligt tåget på vejen hjemad, så på et tidspunkt, skulle min svigermor holde udkig ud af det åbne vindue (vist nok for at sikre sig, at de ikke kom for langt ud i højre side af vejen, så de endte i grøften).

Hun havde netop været hos frisøren, så da de var nået hjem i god behold, lignede hun en puddelhund, fordi hendes hår var blevet helt kruset af fugten i luften. :-D Jeg lo altid højt over det, hver gang hun fortalte historien (for det gjorde hun mere end én gang) over det billede jeg fik i mit hoved, af hvordan hun måtte have set ud. Og det billede dukkede altså også op til hendes begravelse. :-)

Jeg savner faktisk dette her...

Jeg er meget glad for vores nye køkken. Men forleden faldt jeg over dette billede på Pinterest, som jeg havde lagt ind der via et blogindlæg fra juli 2011.

Jeg synes stadig, at det er så fint. Det skal dog siges, at dette billede er taget lige efter, at de to bogkasser fra Trævarefabrikkernes udsalg var blevet hængt op og "stylet" for at bruge et (træls) nyt udtryk. Senere kom der lidt for meget til, og det kom til at se vældig rodet ud. Så meget, at jeg faktisk var helt glad for at slippe af med dem, da vi skulle have nyt køkken.

Når jeg ser på billedet, kan jeg se flere ting, som jeg stadig har, men ikke behøver huse mere. Typisk nok står det også på de øverste hylder i de nye køkkenskabe, hvor jeg ikke har en kinamands chance for at nå dem. De tre skåle nederst til højre bl.a. De skal bestemt videre i systemet.

Kanden på hylden ovenover (ikke Sonja) gider jeg heller ikke eje længere. Til gengæld vil jeg utroligt gerne have de fine krus fra Marco Friis mere frem i lyset. I dag står de nærmest gemt væk.  Men jeg har ikke fundet ud af, hvor de skal være.

Krukkerne med knive, skeer og gafler er flyttet ind hos Bolette og Jakob. Så der er i grunden ikke så meget tilbage fra de hylder. Mens det meste af det, som står på den øverste reol stort set stadig er i køkkenet. Bortset fra sovseskålen fra Blå Olga stellet. Dengang var jeg så glad for, at jeg havde fundet et blivende sted til den, for jeg havde flyttet frem og tilbage med den utallige gange. Nu er den slet ikke i køkkenet længere.

Jeg savner også at have det her stående på denne måde. Det syntes jeg også var særligt vellykket, dengang.