Parttime Perfectionist

Sophies Scarf

er nok strikket i flere tusinde eksemplarer. Jeg har også strikket ét til mig selv. Men trods et større stykke uden ud-eller indtagninger midt på, så er det alligevel ikke langt nok til, at jeg kan få det omkring halsen to gange. Så jeg tænker, at jeg skal prøve igen.

Jeg havde dog heller ikke nok af den rest vintage mohair, som jeg har brugt som følgetråd til et bundt Yaku fra CaMaRose, så det kunne ikke blive ret meget større end det blev. 

Opskriften er, som man måske ved, fra PetiteKnit.

Highline

Er navnet på dette lille sjal eller tørklæde, designet af Susie Haumann. 

Via Instagram havde jeg fulgt med i hendes teststrik og kort efter opskriften var blevet udgivet, købte jeg den. Jeg havde også en plan om hvilket garn jeg skulle bruge. 

Yaku garnet fra CaMaRose, som jeg havde købt til mit strandede Hortensia sjal, og som jeg langt om længe har indset, at jeg aldrig får færdigt.Jeg havde gemt det stykke, som jeg havde nået at strikke, før jeg, modstræbende, måtte erkende, at det var alt for besværligt for mig at strikke.

I mellemtiden var jeg faktisk begyndt på at planlægge andre projekter med garnet, og i et tilfælde også begyndt at strikke af det, men ideerne var blevet forkastet én efter én, på nær det, som jeg var begyndt på.

Det var jeg dog også gået i stå med, fordi det krævede en omgangstæller, da jeg ellers ikke kunne holde styr på ind- og udtagninger. 

Jeg begyndte i første omgang på Highline i et andet garn. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at jeg havde lavet en fatal fejl (ikke samme antal masker på begge sider af midten) og da man strikker nedefra og op, så var der ikke andet at gøre end at trævle op.

Samtidig fandt jeg ud af, at der muligvis ikke var garn nok og så var det jeg greb til Yaku. Og jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. Jeg synes, det er så fint, men desværre bliver det nok kun til det ene, for det er rædsomt kedeligt at strikke. Det tager en evighed, inden man får taget så mange masker ind, at det begynder at gå lidt hurtigere at strikke en pind og i det sidste stykke med "lusene" skal man strikke tre vrangpinde i træk. Det er jo ikke til at holde ud! :-D

Mit Århus-sjal

For en måned siden blev jeg færdig med mit Århus-sjal, og det er nu slet ikke så tosset. Særligt ikke i betragtning af, hvor grimt, jeg syntes det var, da jeg begyndte på det i september 2017.

Jeg har kigget lidt sporadisk i mine billeder, men der findes vist ikke et af den smule, jeg dengang fik strikket, og som fik lov at ligge i snart 5 år. I et gammelt blogindlæg er der billede af det allerførste forsøg. Det var slet ikke kønt!

Men når man ser på billedet, som jeg tog undervejs, mens jeg strikkede den endelige version, så ser det nu slet ikke så farligt ud. Og jeg er også ganske godt tilfreds med det endelige resultat. Det er dejligt at være blevet færdigt med noget, som flere gange var tæt på at blive trævlet op, og det er dejligt, at der er blevet ryddet ud i nogle af mine utallige små og store nøgler Supersoft.

Sjalet er designet af Susie Haumann og findes i hæftet, som hedder Urban.

Erantis Lace krave

Det er ikke blevet til mange indlæg i februar. Og det er ellers ikke fordi, jeg ikke har nok at fortælle om. Men nu vil jeg skynde mig at poste endnu et indlæg, før måneden er forbi.

For et par uger siden strikkede jeg denne lille krave, som skal være en barselsgave sammen med en lille quilt til barnevognen. Den er det gået ikke helt så hurtigt med at lave, men jeg er dog i gang med at gøre den helt færdig.

Kraven hedder Erantis Lace krave og designet er fra Knitting for Sif.Jeg har strikket den i Indiecita fra Filcolana og der gik ikke mange gram til. I følge opskriften går der 15-25 gram til, alt efter størrelsen. Jeg har strikket i str. 6-12 måneder.

Det tog ikke lang tid at strikke den, jeg måtte dog pille et par pinde op, fordi jeg havde lavet en fejl i omgangen, hvor man strikker 9 masker i den samme maske. Det var lidt træls....

Jeg har fulgt opskriften, næsten, til punkt og prikke. Bortset fra, at jeg ikke har strikket på en 40 cm rundpind. Jeg kan ikke se nogen grund til at sidde og fedte med sådan en kort pind, når man strikke frem og tilbage.

Og så er der, efter min overbevisning en fejl til sidst. Der står at man skal strikke 3 pinde ret og samtidig lukke af på den sidste pind. Men så får man altså ikke 2 retriller, sådan som det tydeligt fremgår af billederne, at der skal være - og man kommer desuden til at lukke af fra vrangsiden. Men bortset fra det, så er det en glimrende opskrift.

Blomsterne ville stå lidt tydeligere i et knapt så "behåret" garn, men jeg synes, den er blevet fin, og jeg har fået en idé til, hvad jeg kan strikke af mit fine silkegarn.

Elefanten, som godt kunne trænge til at blive pudset, hang i kalechen på min barnevogn for snart 65 år siden. Vildt mærkeligt at skrive det. Så gammel er jeg jo ikke....

Lidt af januar og februar - indtil videre

I januar fik jeg slet ikke lavet en monthlymarker til min Instagram konto. Jeg ville gerne have taget et billede, hvor der bare stod 2022 på, men så mange 2-taller findes der ikke på de gamle Lego træklodser. :-))

Jeg har syet. Seks styk coastere til en af mine gamle studiekammerater fra seminariet. Jeg mangler at sy lukkekanten til på bagsiden af en enkelt af dem.

Jeg har strikket. Siden billedet blev taget har jeg nok tre gange så mange masker strikket patent. Jeg kunne godt huske, hvordan man gør, og var vældig imponeret, fordi jeg bildte mig ind, at jeg ikke havde prøvet det siden 1988 eller deromkring, hvor jeg strikkede en sweater med hætte til Tobias.

Men jeg er siden kommet i tanke om, at jeg for et par år siden forsøgte at strikke en klud i patent. Der var ikke noget i vejen med at strikke i patent som sådan, men kluden fik en sær facon, så jeg opgav. Det var et kit med garn og opskrift og jeg er faktisk begyndt forfra flere gange, med andre teknikker. Men det er stadig ikke blevet til en klud....

Jeg har lyttet til bøger. I stor stil. Alle James Herriot bøgerne (som var grundlaget for TV-serien Folk og fæ) læst op af Christopher Timothy, som spillede hovedrollen i den gamle serie. ITV har lavet en nyindspilning, som er meget smukt filmet og også vældig hyggelig. Men som ikke har så særlig meget med historierne i bøgerne at gøre. Det er lige før det kun er navnene, som er de samme. Jeg tror sågar, at de har ændret telefonnummeret! Jeg fandt bøgerne på YouTube og jeg begyndte at lytte i slutningen af januar.

D. 4. februar fandt jeg ud af at den nyeste roman om Dr. Ruth Galloway var udkommet og jeg fandt den på Audible. Købte den med en af mine credits og var så opslugt af den, at jeg ret hurtigt kun manglede at lytte til knap to timer. Så jeg gemte dem til dagen efter, for det skulle trækkes lidt længere ud.

Historien - altså kriminalgåden - er måske ikke den mest ophidsende. Men alt i alt synes jeg, at den var rigtig god, særligt, fordi den foregår lige da corona bliver noget, som man skal tage sig af. Selv om man syens, at man sagtens kan huske, hvordan det var, så opdagede jeg i hvert fald, ved at lytte til den, at der var meget jeg havde glemt. Situationen i Storbritannien var selvfølgelig også lidt anderledes end hos os, fordi de er belemret med en premierminister, som i begyndelsen ikke tog corona alvorligt, overhovedet.

Jeg har også været ved at "sætte ild" til en bøtte med julesmåkager. Vi har vores brød i en af de moderne klapkasser i ovnen. Det er en rigtig god idé. Man skal bare huske at tage den ud, når man tænder for ovnen.... Jeg havde faktisk været ved at glemme det nogle dage før, men jeg nåede at komme i tanke om det, lige da jeg havde tændt.

Til mit forsvar vil jeg sige, at den kasse tilbringer mere tid udenfor ovnen end den gør derinde. Vi bruger utroligt tit vores ovn til madlavning. Så at jeg kunne glemme, at kassen for en gangs skyld var derinde, er der egentlig ikke noget mærkeligt i. :-)

Kagerne fejlede ikke noget, de fleste af dem lå i den ende, hvor låg, bøtte og plastpose ikke var smeltet. Og kassen tog ingen skade overhovedet. Men der var en pose brunkager, som ikke "overlevede". 

Jeg blev også klippet - i tirsdags. Det skulle have været torsdag i sidste uge, men min frisør fik corona. Jeg havde forudset, at det ville vare et stykke tid, før det blev min tur, for hele sidste uges bookinger var aflyst. Det var helt underligt, at der igen var et ugeblad at kigge i. Det er man egentlig blevet helt vænnet af med, at der skal være.

Og så har vi prøvet at tage en hjemmetest. Det var slet ikke så slemt. Nærmest til min overraskelse, for jeg er SÅ dårlig til at blive PCR testet. Lad mig nøjes med at sige, at jeg har meget overaktive reflekser (og dem har man selvfølgelig ikke i næsen).

Heldigvis er det ikke gået rigtig galt, men det bliver aldrig min yndlingsdisciplin, og jeg synes det er pinligt, når jeg står der og tager på vej. Men nu kan vi måske snart slippe helt for at blive testet.

Kolding

Jeg fandt lynhurtigt ud af, at mit Geilsk tynd uld slet ikke egnede sig til at strikke det fine sjal Seedling, sådan som jeg ellers havde forestillet mig, at det ville.

Garnet købte jeg i juni 2012, da vi var tre, som var på tur til Silkeborg, til Grib garnet strikkefestival. Det var et kit til et sjal, som Bente Geil havde designet i anledning af festivalen. I det indlæg jeg skrev om turen, skrev jeg bl.a.: Jeg er lidt betænkelig ved det, fordi det er dominostrik og det er jeg aldrig blevet grebet af, men det håber jeg, at jeg bliver, når jeg går i gang. Til det kan jeg kun sige, dét gjorde jeg ikke. Tværtimod. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at strikke sjalet. Når jeg kiggede på diagrammet, så syntes jeg nærmest, at det var spejlvendt, at jeg skulle gøre præcis det modsatte af, hvad jeg mente, man skulle gøre. Så jeg gav meget hurtigt op. Og garnet fik lov at ligge - i næsten 10 år!!

Men da jeg havde konstateret, at det ikke duede til Seedling, så besluttede jeg mig for, at jeg ville finde en anden sjalsopskrift. Jeg søgte på Ravelry, med garnet som udgangspunkt. Og faldt ret hurtigt over et sjal, som hed Kolding.

Jeg gik ind og kiggede på de mange udgaver af det, som var blevet strikket. Og syntes i begyndelsen, at det var en underlig sag, ja, nærmest grim. Men så så jeg billeder, hvor det var vist på et menneske* og så kunne jeg pludselig se dets dyder. Det så ud til at sidde fantastisk godt. Og de forskellige teknikker, bl.a. rib og patent, blev fremhævet på smukkeste vis.

Så jeg købte opskriften. Og svært er det ikke, men jeg bøvler nu alligevel en del med det. I går opdagede jeg, at jeg har tabt en maske - for et godt stykke tid siden (den sidder tøjret med den gule markør til højre i billedet). Men den bliver nu bare hæftet sammen med strikket.

Egentlig er det lidt værre, at jeg har opdaget, mens jeg har skrevet indlægget, at jeg også har gjort noget forkert i ribkanten. Jeg skulle have fortsat med at lave et hul på hver 6. pind. Men det er jeg nu helt og aldeles ligeglad med, at jeg ikke har gjort. Det er en lidt besværlig måde man skal strikke det i venstre side (slå om og to drejet vrang sammen...) så det bliver først i den anden ende jeg giver mig til det igen. Og det tror jeg faktisk bliver lige så pænt.

I det hele taget er der mange af de, som har strikket det, som har eksperimenteret med det. Jeg har lige set et, hvor kanterne er strikket som i-cord (hestetømme) og det ville jeg da ønske, at jeg også havde gjort. Dels er det så smukt og dels er det nemt - og virkelig meget pænere end den kant, som man strikker på originalen - et ret, en vrang to gange. Det ser også ud som om den kant har en tendens til at vippe bagud, selv efter sjalet har været vasket og spændt op.

Lidt kommer jeg til at afvige fra opskriften, med vilje ;-). Jeg har ikke tænkt mig at strikke med en ekstra farve i den ene ende. Dels synes jeg ikke det er særlig pænt og dels har jeg så rigeligt garn. Fem bundter har jeg, for jeg købte et ekstra ud over de fire, som fulgte med kittet, jeg købte, dengang for ret længe siden.

 

*Billederne, som var på siden, hvor opskriften kunne købes, var ikke særligt inspirerende syntes jeg. Den surmulende unge dame kunne i hvert fald ikke sælge det til mig!

Jeg har givet mig selv en boggave

Jeg lånte 52 Weeks of Shawls på biblioteket før jul. Efter adskillige ugers ventetid (vi taler om et par måneder) blev det min tur til at låne den. Og jeg blev så begejstret for den, at jeg, på årets næstsidste dag, bestilte den hos Tante Grøn, min yndlingsgarnbutik.

Jeg havde først ringet og spurgt, om de skulle kende til den hos den lokale boghandler i Lemvig. Det gjorde de, måske ikke så overraskende, ikke. Den foregående 52 Weeks of Socks er oversat til dansk, men sjalerne er ikke. Den skulle bestilles hjem fra England, og da den unge mand jeg snakkede med, heller ikke lød alt for entusiastisk, bestemte jeg mig for at købe den lidt længere hjemmefra.

Bogen er konstant lånt ud, så derfor var det selvfølgelig også umuligt at genlåne, da tiden var udløbet. Det bibliotek, som havde den lånt ud længst, havde den først hjemme igen d. 26. september! De fleste andre havde den først igen i februar eller marts.

Så længe varer det dog næsten også, før jeg får min. For efter nogle dage blev jeg ringet op fra butikken, først fordi man ville fortælle mig, at den kom sidst i uge 1 (og ikke efter 1-3 dage, som der stod på hjemmesiden) Og et par dage senere fik jeg så endnu et opkald. Bogen er udsolgt fra forlaget, der skal trykkes nye eksemplarer, så midt i februar skulle den gerne være her.

Det gør nu heller ikke så meget. Jeg har et par ting på pindene lige nu. Jeg ville egentlig have strikket et sjal fra bogen, som hedder Seedling. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke blev så fint og skarpt i uldgarn, som det var i den hørblanding, som er brugt i originalopskriften. Så den idé blev skrottet og i stedet købte jeg en opskrift til et andet sjal. Mere om det senere...

Den, der venter på noget godt....

For et par uger siden fik jeg fødselsdagsgave fra min søster og svoger. Det er jo et par dage siden, jeg havde fødselsdag, men jeg er slet ikke ked af, at jeg først får den nu.

Min søster og svoger var på Fanø i august, og min søster kom på, at det kunne være en god idé med et gavekort til Christel Seyfarths butik. Men hun ville lige høre, hvad jeg syntes. Det syntes jeg sådan set også var en rigtig god idé, men jeg kunne nu bedre tænke mig et fra G-uld. Jeg har et større lager af garn i samme kategori, som det Christel Seyfarth sælger.

Det gik vist lidt i glemmebogen for min søster, men det gjorde slet ikke spor, for for et par uger siden opdagede jeg, at man kunne købe et "lille" kit til deres Horisontsjal, designet af Susie Haumann. Jeg har altid syntes det så så spændende ud, men prisen var noget afskrækkende - og så har jeg jo også garn nok i forvejen. Men denne mulighed var helt ideel, for jeg havde i forvejen 200 gram af G-ulds New Zealandske lammeuld, som man bl.a. kan bruge som hovedgarn.

Jeg skyndte mig at fortælle min søster, at nu vidste jeg præcis, hvad jeg ønskede mig og et par dage senere lå der en pakke i postkassen.

Og det er da så fint! Det varer lidt inden jeg kommer i gang, for dels er jeg i gang med noget andet og så er det jo næsten ikke til at nænne at pakke ud....

About Town Mitts

Lige for tiden får jeg ikke syet så meget. Til gengæld får jeg strikket så meget desto mere. For et par uger siden blev jeg færdig med disse fingerløse vanter, som hedder About Town. Jeg har strikket dem før, i Sanne Fjallands Knitwear 100% uld. Dem har jeg ikke blogget om det før, har jeg opdaget, så det må jeg da have gjort noget ved.

Disse er strikket i G-ulds merino og nylon, som giver et meget mere elastisk stykke strik, og dermed også en bedre pasform på vanten.

Farven er helt forkert på det øverste billede. Det her ligner mere virkeligheden. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, også selv om jeg fandt ud af, at jeg havde strikket tommeltotten helt forkert. Men det gør nu ikke noget, den sidder fint alligevel.

Og nu har jeg fået taget hul på endnu et af mine mest skattede bundter garn. Der blev en temmelig stor rest, som jeg dog ikke lige ved, hvad jeg skal gøre med. Men jeg kunne jo altid købe et nyt bundt i en anden farve. På et tidspunkt. 

Jeg er svært begejstret

For den forholdsvis nye app ReCraft. Den er en markedsplads for folk, som gerne vil sælge deres overskudslager af garn til folk, som måske ikke har så meget. Eller som lige mangler et bundt eller to af et bestemt garn, til et lille projekt.

I den sidste tid har jeg været inde og kigge mange gange. I lørdags blev det endelig til et køb. Et rigtigt godt køb, synes jeg. Jeg har kendt til garnet fra Rohrspatz & Wollmeise i mange år, men det har været temmelig uopnåeligt, særligt i begyndelsen, hvor det altid blev revet væk i løbet af nul komma fem. Firmaet blev nemlig i begyndelsen kun drevet af ægteparret Andreas Wellmann og Claudia Hoell-Wellmann.

Men så i fredags opdagede jeg, at der var en sælger, som ville af med noget R&W i den version af garnet, som hedder Blend. Det var små portioner, men store nok til at man kunne strikke f.eks. et par fingerløse vanter. Og da jeg i går ledte efter en opskrift til noget af mit særligt skattede garn, faldt jeg over Wood Sorrel. Som kan strikkes i det garn jeg har i tankerne. Men da jeg kiggede på nogle af de andre versioner af handskerne fandt jeg et par stykker, som var strikket i Wollmeise Blend. Og det tog jeg som et tegn. :-)

Først valgte jeg den, som hedder Olio Vergine og Herzblut. Der kunne nemlig godt blive et par handsker af hver af de to rester. Men Olio Vergine var reserveret. Så jeg kiggede om der var andet, som jeg så kunne købe i stedet. Og valgte en blå, som hedder Wolke. Det endte med, at jeg købte alle tre, for den første køber til Olio Vergine, kunne åbenbart ikke beslutte sig, så min sælger bestemte, at hun ikke ville vente længere på det.

Søndag formiddag var der lagt mere ud og jeg nåede at få et bundt Aurancania Ranco Solid i blå med. Jeg kender ikke garnet, men bundet kostede 25 kr., så det var jo absolut ingen formue for 100 gram.

I går kom det så endelig. Jeg var så spændt, jeg havde tjekket daos track and trace utallige gange siden søndag. Men det tog lidt tid fra Helsingør.

Men jeg blev ikke skuffet. Farverne er ikke de bedste på billedet her, den røde og gyldne er mere som på billedet fra ReCraft. Og Wolke er der hele 156 gram af, så det kan nok blive til et mindre sjal eller en halsedisse. Jeg har masser af nye projekter på min liste, så jeg skal nok finde ud af, hvad jeg skal strikke af mit nye fine garn.

I mellemtiden skal jeg bare lige være færdig med et par fingerløse vanter, som jeg strikker af No. 2 fra G-uld. Jeg er blevet rigtig god til at "rydde ud" i mit yndlingsgarn.

Hov, jeg glemte helt prisen. 139 kr. i alt. Heraf var de 39 porto. Dét var da billigt!

Dette her

det kræver et blogindlæg.

For nogle uger siden fandt jeg Seton Portage Cowl på Ravelry og besluttede straks, at den skulle jeg strikke. Og ikke i et hvilket som helst garn.

Jeg ville tage hul på et af de bundter Loft, som har ligget til pynt i min kurv med garn i adskillige år. Det er også god til at ligge til pynt, men da jeg købte de to første bundter, og senere fik Bolette til at købe et par mere, var det selvfølgelig meningen, at jeg skulle strikke noget af det. 

Sidste mandag vandt jeg et bundt op - og i fredags (altså fem dage senere)  var jeg færdig med at strikke min version af halsedissen! 

Det er flere ting som er bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. For det første, selvfølgelig at jeg har fået strikket noget af et af de bundter garn, som jeg ikke kunnet nænne at bruge. For det andet, at jeg fandt noget, som passede til garnet og sidst men ikke mindst, at jeg rent faktisk fik strikket det, som jeg havde bestemt, jeg skulle strikke. Og så gik det da også bemærkelsesværdigt hurtigt.

I det hele taget gik det hele op i en højere enhed. Farven på garnet hedder Snowbound (altså sneet inde) og det passer jo lige til en halsedisse med snefnug på.

Jeg er svært godt tilfreds med resultatet. Nu skal den bare lige vaskes og spændes op. Det kommer nok til at vare lidt længere end det tog mig at strikke den. Hvis jeg kender mig selv ret...