Parttime Perfectionist

Forårsforandringer

I begyndelsen af marts fik jeg endelig lidt inspiration til at flytte rundt på nogle af mine utallige nipsgenstande. Her på de to Moppe kommoder havde jeg haft den samme opstilling i flere år. Men nu syntes jeg, at der skulle noget andet til.

Og jeg må da sige, at det blev meget bedre sammen med plakaten for udstillingen med Grete Jensens keramik, som jeg var så heldig at se på Johannes Larsen museet i sommeren 2018.

Hun hørte til i kredsen af Fynbo malerne, hun var datter af Peter Hansen, kusine til Anna* og Fritz Sybergs børn - og så var hun gift med Johs. V. Jensens ældste søn Jens.

Hun grundlagde, sammen med fætteren Hans Syberg, firmaet Hans og Grete. Det blev senere overtaget af Hans' bror Lars og det er stadig hans navn man forbinder med det farverige keramik, som jeg har noget stående af på kommoderne.

I sagens natur er det ikke nemt at finde Grete Jensens keramik. Hun blev kun 29. Det kan man godt begræde, når man ser, hvor god hun var til både at lave og dekorere keramik, tegne og male akvareller.

I 2018 var jeg, som sagt, så heldig, at jeg så udstillingen om hende på Johannes Larsen museet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle lave et blogindlæg om det dengang, men det blev ikke til noget. Nu kan jeg passende vise nogle af de billeder jeg tog.

Keramikken, som er produceret efter Lars Syberg overtog firmaet, er fin, men som man kan se, så var det nogle helt andre motiver, som var på det, som Grete Jensen dekorerede.

Akvarel med junglestemning.

Firmaet Hans og Gretes logo og en blok med en akvarel med påskelilje. Man kan virkelig få en fornemmelse af, hvad man er gået glip af, fordi Grete Jensen døde så ung.

Plakaten fra udstillingen, som jeg købte, er en akvarel malet af Jens Jensen.

Forskellige kander med smukke, naturlige kvinder.

Forlægget til en krukke og det færdige produkt.

Og jeg ville da så gerne eje en tallerken med en giraf! :-)

 

* Hun døde også alt for ung.

 

Flere lupiner

Det lykkedes alligevel at få flere lupiner, før sæsonen er ovre. I onsdags var vi på tur til Hvide Sande og omegn. En helt speciel oplevelse, fordi vi, stort set, var alene på vejene og i de butikker, som vi besøgte (bl.a. Hvide Sande røgeri, hvor der normalt er proppet med mennesker). Det var faktisk rigtig dejligt, men ingen tvivl om, at de lokale glæder sig til, at der igen kommer turister.

Dette er Lodbjergvej i Søndervig. Hvor det normalt, i sommerhalvåret, virkelig gælder om at koncentrere sig om at køre, fordi der hele tiden er modkørende biler og mennesker ud over både fortove og vej. Vi snakkede om, at det gav en meget konkret billede af, hvor stor betydning turismen har, rent økonomisk, for byen her og alle de andre i området. Det er mange penge, som ikke bliver lagt i butikkerne, lige for tiden. Men nu lysner det jo snart.

Men tilbage til lupinerne. Jeg havde slået et billede op på Instagram af den forrige buket jeg havde, og beklaget mig lidt over, at det var så svært at finde dem, her i nærheden. En veninde skrev, at der var lupiner et sted mellem Lomborg og Ramme. Og det var der. Mest blå, som der jo altid er, men der var også en smule hvide, så dem tog jeg nogle af. Ikke alle, for så kommer der jo ikke flere.

Jeg skulle selvfølgelig også have nogle blå. Og de ser da flotte ud her på min bedstemors gamle kommode.

Vi opdagede faktisk flere steder, nogenlunde tæt på, hvor der også var masser af lupiner. Et af stederne havde jeg glemt, men det er lidt utilgængeligt, så jeg har aldrig plukket nogle det. Det andet sted var til gengæld et, hvor jeg ikke kan huske at have set dem før, men hvor der er en p-plads lige ved. :-)

Og til sidst noget helt andet, som jeg er blevet ved at glemme at fortælle. Nu kan man igen skrive kommentarer, hvis man skulle have lyst til det!

Ud på tur

Vejret var ikke det bedste at tage på tur i. Men turen gik først og fremmest til Herning sygehus, hvor min mand skulle kigges lidt på. Det gik helt galt, da vi nåede frem. 

Men det klarede da op igen og jeg kunne "nyde" udsigten til testteltet. Der var ikke meget aktivitet der, mens vi var der. Men det er selvfølgelig et positivt tegn.

Efter sygehuset var jeg en tur hos Stof og Stil og derefter i Hammerum, hos Kølkær stof og hobby. Som efterhånden trænger meget til mere plads. Det var ikke nemt at holde social afstand derinde, også selv om grænsen er sat ned til en meter. Og så synes jeg faktisk, at det er træls, at man næsten taber lysten til at gå på opdagelse i deres ganske store udvalg af patchworkstoffer. Men det er helt tumpet stillet op.

Nå, jeg skulle heller ikke have noget stof. Troede jeg da. Men så opdagede jeg, at de har Tilda stoffer. Det har de muligvis haft længe, jeg har bare aldrig lagt mærke til det før. :-) 

Det skulle også vise sig, at det var forbundet med en del vanskeligheder at få den rulle ned fra hylden, som jeg ville have noget af. Jeg opgav ret hurtigt selv, og bad en dame om hjælp. Det endte med, at jeg måtte hjælpe hende, for det var stoppet så "fast", at jeg måtte holde igen på tre ruller, mens hun hev i den, som jeg skulle have noget af.

Da den endelig kom ud og jeg kunne se det hele, syntes jeg egentlig ikke, at det var så pænt, som jeg først troede, da jeg kun kunne se kanten, men jeg kunne ikke drømme om at sige, at det ville jeg alligevel ikke have noget af. :-D

Jeg kom for at købe en Frixion pen. Men da jeg gik havde jeg foruden den og stoffet også en rundpind 2½ med. Fra KnitPro, så næste gang jeg skal strikke noget småt, så har jeg heldigvis sådan en. Jeg har også en af metal, men jeg kan meget bedre holde fast på dem af træ.

Næste stop var Luxo Living. Her havde jeg håbet, at jeg kom ud med en lampe. Men det gjorde jeg ikke....

Da jeg skulle ind ad døren opdagede jeg et stykke papir, som sad der. Jeg tænkte, at det handlede om, hvor mange man måtte være derinde osv. Men det handlede i stedet om, at butikken lukker og går over til udelukkende at være en onlinebutik.

Det synes jeg er trist. Ikke fordi jeg løber der i tide og utide, men det er, så vidt jeg ved, den eneste af den slags butikker inde i centrum. Der er efterhånden ikke meget tilbage derinde, nu hvor Søstrene Grene også har valgt at lukke deres butik og kun holde den i Herningcentret åbent. Der gider jeg ikke komme, så jeg kommer nok aldrig mere i SG i Herning. Arnold Busck er jo også lukket. Til gengæld er der fundet en, som vil etablere slagterbutik i Gøttsches lokaler.

Men man kunne allerede se, at udvalget hos Luxo Living var svundet ind. Så der var kun to af de lamper, som jeg ville se på. Det var denne her. Der var en lille med lilla skærm og en stor med gul. Og den gule er stadig suverænt den pæneste, men jeg skal nu alligevel ikke have en gul, for jeg har for lidt gult i øvrigt. Så det ender nok med en hvid.

Det endte også med en ny lysestage. Jeg så stagen på billedet herover for 2-3 dage siden og faldt helt for den. Og da der var 25% på denne udgave, så købte jeg den.

Jeg var også hos bageren i Skolegade, for vi skulle forbi min mor til kaffe, når vi var færdige i Herning. Vi var også hos bageren i Tjørring, for at købe en sandwich. Vi skulle være på sygehuset kl. 12, så vi havde jo ikke nået at få frokost og jeg var i hvert fald ved at være temmelig sulten.

Vi købte to små jordbærkager til kaffen. Troede vi da. Det skulle vise sig, at vi havde taget fejl. Da vi kom ned til min mor rendte min mand ud til bilen og kom hver gang ind med det forkerte og til sidst med ingenting. Damen i butikken må ikke have hørt, at jeg sagde, at vi skulle have dem. Jeg var henne for at se på flutes til vores aftensmad og da jeg kom tilbage til disken var alt i poser, så jeg opdagede ikke, at der ingen jordbærkager var i nogen af dem. Det var en slem skuffelse.

Men på vejen videre var det som om der blev rettet op på det. Vi kørte over Struer, for jeg skulle have nogle syrener med hjem. På Remmerstrand er er nogle buske, som er nemme at komme til. Da det var ordnet, fortsatte vi, men gjorde holdt et sidste sted.

Jeg skulle nemlig også have årets billede af en rapsmark. Og ved en rasteplads, som må have en af Danmarks bedste udsigter, var der i år en rapsmark. Som man kan se, så blev vejret bedre op ad dagen, selvom vi også fik en gevaldig byge med både regn og hagl, lige da vi var nået til Aulum.

Årets billeder blev ikke så ringe, hvis jeg selv skal sige det. Jeg havde tænkt, at jeg ville se, om jeg kunne få taget et med himlen med, fordi den var så flot. Og det lykkedes jo.

Også her gjorde coronavirussen sig bemærket.

Kunne man være kommet ind at sidde ned, så kunne man, i teorien, have haft denne udsigt. Kun i teorien, for det er nok de færreste, som ikke ville lukke døren efter sig.

Lidt længere henne ad vejen skulle vi lige stoppe én gang til. For jeg måtte have et billede af Nissum Bredning, som så særlig smuk ud med skyerne, som "spejler" sig i vandoverfladen.

Syrenerne kom i min flotte kande fra Fransk Livsstil. Sammen med Henry og Stella ser det ikke helt tosset ud!

Nyt strikkeprojekt

I lørdags, efter at jeg havde postet dagens blogindlæg, satte jeg mig for, at nu skulle den body, som jeg har været i gang med at strikke, gøres helt færdig.

Og det blev den, jeg manglede bare, indtil i går, nogle knapper til den, så nu kan begge dele snart blive sendt til Birkerød.

Derfor syntes jeg godt, at jeg kunne tillade mig at gå i gang med et nyt projekt. Det blev til den spæde begyndelse på et par Cotton Reel fingerløse handsker, designet af Ysolda Teague. Jeg elsker at strikke efter hendes opskrifter, for der altid en eller anden sjov detalje. Til disse skal man f.eks. strikke manchetten som en hestetømme. Med syv masker, derfor bliver den flad, ikke rund.

Jeg synes, at den første blev lige kort nok til at nå rundt om mit håndled, så jeg er gået i gang med nr. 2, hvor jeg forsøger at strikke lidt løsere. Det er faktisk ikke så nemt!

Garnet er købt hos Christel Seyfarth på Fanø og da jeg åbnede posen, og på et tidspunkt fangede en duft fra det, så blev jeg straks transporteret tilbage til butikken og en lørdag i august sidste år. Datoen var d. 24., dagen før min fødselsdag.

Vi havde aftalt at mødes med Bolette og Jakob og Jakobs forældre, for at se udstillingen af Ernest Sherpards originaltegninger til Peter Plys, som var udstillet på Fanø Kunstmuseum i Sønderho.

Bolette og Jakob var med toget fra Vejle til Esbjerg, hvor vi hentede dem på stationen, og så tog med færgen over. Jakobs forældre blev lidt forsinkede, de skulle hele vejen fra Birkerød. Så vi nåede både at købe Fanø laks i den nye flotte brugs i Nordby og vi var (nogle af os) i Christel Seyfarths butik.

Der forelskede jeg mig meget i pulsvarmerne på billedet. Men de skulle desværre købes færdige, der var ikke opskrift til dem. I stedet købte jeg garn i de farver, som var brugt til modellen (Jeg mangler ikke garn, men jeg syntes, at jeg kunne retfærdiggøre købet, fordi garnet kun kostede ca. det halve af prisen for den færdige model :-)) og tænkte, så kunne jeg finde noget, som lignede at strikke af det. Jeg havde Cotton Reel opskriften i tankerne, men kunne ikke lige huske navn eller designer.

Dagen blev helt magisk. Vi var kørt hjemmefra i tåge og var noget bekymrede for, hvordan det ville udvikle sig. Men som man kan se, så lettede tågen i den grad og vi fik det flotteste vejr.

Udstillingen var også en oplevelse. Man måtte, selvfølgelig, ikke tage billeder og der måtte kun være et bestemt antal besøgende i lokalet ad gangen. Der havde været utroligt mange sikkerhedsforanstaltninger, da tegningerne skulle fragtes til Fanø fra England og jeg har aldrig før været på en kunstudstilling, hvor der gik en vagt omkring, i sort T-shirt med ordet Security på ryggen.

Det viste sig at være en vældig flink mand, som vi senere, da han holdt en tiltrængt pause, fik en snak med. Han fortalte bl.a. om, hvor helt overvældende mange besøgende, der, i de første uger, havde været pr. dag. Op til 400. Og da man kun måtte være 50 i lokalet ad gangen, var der selvfølgelig nogle, som kom til at vente temmelig længe.

Efter vi havde set udstillingen kørte vi tilbage til Nordby og gik lidt omkring. Det lykkedes os også at finde et sted, hvor vi kunne få noget at spise. Det skulle vise sig at være noget besværligt, men vi var udmærket tilfreds med det, som det endte med, nemlig Pandekagehuset.

Dagen var en utrolig god optakt til min fødselsdag. Den blev stille, for vi var lidt flade ovenpå lørdagens oplevelser.

I går var det igen tid

til et besøg hos min søde fodterapeut. Meget var anderledes i forhold til sidste gang, jeg var der, i marts. Vejret var f.eks. markant anderledes! Og denne gang kunne man ikke nøjes med at spritte hænder, når man kom til klinikken.

Vi havde, som sædvanligt, lidt andre ærinder, når vi alligevel var i byen. Jeg havde bl.a. sat mig for, at jeg ville have nogle nye pelargonier.

Det er efterhånden mere end svært at få andre end de sædvanlige røde og hvide. For år tilbage kunne man købe de mest spændende sorter, men sådan er det ikke mere. Efter at moden er skiftet til sukkulenter og den slags, er det selvfølgelig det, som gartnerne satser på.

Men jeg fik da en af de lyserøde yndlings og en hvid går man jo heller aldrig fejl af. Jeg er desværre helt umulig til at få mine planter til at overvintre, men i år er det lykkedes. Jeg har tre (en af dem, en hængepelargonie står udenfor, og har sikkert kun overlevet, fordi den har stået i læ ved vores fordør og fordi vinteren har været så mild).

Den ene af de indendørs er ikke blevet til så meget endnu, men denne her, i min smukke potte fra Hanne Bertelsen, har fire knopper.

Jeg er så stolt over det, at jeg er nær ved at revne!

Perfektionisten har, siden billedet blev taget, flyttet potten lidt længere til højre og vase og flaske lidt længere til venstre. Så nu ser det meget bedre ud!

Den forgangne uge

blev jeg færdig med at sy rækkerne sammen til min quilttop med Kaffe Fassett stoffer. Tirsdag kom jeg så i gang med at sy rækkerne sammen. Det gik faktisk ret godt, jeg er i hvert fald helt imponeret over, hvor nøjagtigt jeg kan få sømmene til at ligge over hinanden. :-) Næsten overalt. 

Onsdag var min mand til kontrol på sygehuset i Holstebro og vi tog en tur ned til min mor, nu vi næsten var "på vejen". Vi skulle selv sørge for mad denne gang, så vi besøgte Møltrup Mads fine butik og café i Aulum, hvor jeg havde meget lyst til at tage andet end vores burger og sandwich med hjem.

Jeg har pludselig fået en svaghed for "brown furniture", som er et udtryk engelske antikhandlere bruger om alt, hvad der er gjort af mahogni og lignende. Der er ingen penge i brown furniture for tiden, men jeg er sikker på, at det ikke varer længe, før der er! 

Jeg synes, denne stol er så fin. Den skulle bare have noget andet betræk, hvis den skulle være min. Der var fire mere, men de var (desværre) malet lyseblå.

På vej hjem var vi omkring Kvickly i Lemvig. Og hylden her fik mig til at reflektere lidt over, hvor længe det egentlig er siden, jeg "tit" så noget pynt til påske, som jeg ikke kunne lade blive tilbage i butikken.

Onsdag aften så vi pressemødet om Corona-situationen og om de nye tiltag, for at hindre smitten i at sprede sig helt ukontrollabelt. Emil Thorup var ikke den eneste, som blev rørt! Til gengæld lo jeg højt, da jeg, torsdag morgen, læste denne kommentar fra Anette Heick.

Torsdag skulle jeg til fodterapeut. Og vejret syntes at have tilpasset sig den underlige "uvirkelige" situation vi pludselig befinder os i. Det blæste og øsede ned.

Men vi nåede velbeholdent frem til et temmelig øde Lemvig.

Og jeg fulgte selvfølgelig opfordringen, før jeg kørte mit kort igennem.

Vel tilbage i Thyborøn skulle vi have handlet en smule. Vi var desuden oppe på "boldbrættet" for at se, hvordan det så ud med blæsten. Det var ikke blevet mindre i den tid vi havde været hjemmefra, så jeg måtte holde godt fast i telefonen, da jeg var ude for at tage billeder.

Nu er der faktisk ikke mere på programmet før d. 31. Min mand skal lige til sygeplejerske og læge, men ellers er der ikke noget "unødvendigt" og det føles faktisk ganske godt. Der er nemlig ingen af os, som skal smittes...

Fredag aften så vi sidste afsnit af Matador. Vi ser det en gang om året, med start hen på efteråret. Og jeg bliver, som altid, fuldstændig rørstrømsk, når vi når til sølvbryllupsfesten med sangen og især talen.

Jeg hulker nærmest, når jeg ser Maudes næsten forelskede blik på Ulrik. Vi har ofte snakket om, særligt efter, at vi første gang så den restaurerede udgave, at der udtrykkes utroligt meget skuespillernes ansigter. Her er det i hvert fald rigtig tydeligt.

Sådan gik uge 11. Som blev helt anderledes end nogen anden uge i mange år. Ja, vel nogensinde.

I ugen der gik

eller i hvert fald snart er gået, var vi i Lemvig i mandags, for at handle lidt og jeg skulle have købt en fødselsdagsgave/tak-for-din-indsats-gave.

Jeg valgte at købe hos Gartneriet Lemvig, for der kan man både købe planter, vin, chokolade og brugskunst. Det er et gammelt handelsgartneri, så der er altid mange af bestemte planter, alt efter sæsonen. Lige nu var der masser af aurikler.

Jeg lod mig friste og købte en hvid. Jeg duer ikke til aurikler. Der går ikke ret lang tid, så er de blomstret af og står der og ligner en salatplante. Dog hjælper det, hvis jeg stiller dem i vinduet i vores gang, hvor der ingen varmekilde er. Det er også det eneste sted, hvor jeg kan have alpevioler i lidt længere tid end 4-5 dage.

Jeg endte med at købe denne orkidé. Og et lille duftlys fra Tine K. Home. Jeg synes, at sammensætningen er både overdådig, og alligevel enkel. På den side man ikke kan se, ligger der et hvidt tulipanløg, som også pynter så fint.

Tirsdag var jeg i Bøvling, for at aflevere gaverne (jeg gav også selv en fødselsdagsgave, som jeg glemte at tage billede af). I Dagli'Brugsen så jeg dette postkort. Det er jo tydeligt, at man er i et område, hvor der er ulve - ikke så langt derfra i hvert fald.

Og så mødte jeg Marianne. Som jeg også mødte helt tilfældigt for 7 år siden i Ribe. Hun kom rundt om hjørnet i en af butikkens gange. Og udbrød: Jette, for h......, hvad laver du her? Hun arbejder i byen, så det var ikke så mærkeligt, at hun var der, men det var jo sjovt, at vi lige skulle mødes.

Min værtinde skulle have en middagssøvn, så derfor var jeg på en lille tur midt på dagen. Jeg var også hos Hornvarefabrikken. Hvor jeg havde meget svært ved at lade den lyse ske blive tilbage.

Åh, hvor den er fin. Nu hvor jeg ser billedet igen, synes jeg, at det er helt forfærdeligt, at jeg ikke købte den. Men vi har allerede så rigeligt, så den eneste grund til at købe den, var, at den er så flot.Vi mangler i hvert fald ikke rigtigt flere. :-)

Det var en hyggelig dag, i regn og rusk. Men siden har jeg været hjemme. Og forsøgt at overtale mig selv til at få syet lidt. Det lykkedes delvist i onsdags, hvor jeg fik presset pudestykket, pillet papperne langs kanten ud og riet i ombukket, så jeg ved, hvor sømmerummet er.

I går fik jeg syet endnu en vindmølleblok og jeg fandt lynlås og stof til at sy "tabs" af. Så senere i dag, håber jeg, at jeg kan overtale mig selv til at gøre lidt ved det...

Jeg var forresten rigtig glad for, at jeg købte den orkidé, for de andre gratulanter havde givet buketter.

Jul med stil

I sommer var jeg og min veninde Jessie på tur til Ringkøbing. Vi har, i snart mange år, været på en årlig udflugt til et eller andet sted, som ikke ligger alt for langt væk, men som alligevel er spændende. Denne gang forenede vi det nyttige med det behagelige, for Jessie havde et ærinde i byen.

Da det var, delvist, overstået, kørte vi ud og kiggede på genbrugsbutikker. Vi fandt to og især den ene - Danmissions butik - blev vi meget imponeret af. Jeg blev især betaget af 6 par kopper og underkopper i Julerose mønstret fra Bing og Grøndahl. De kostede 75 kr. pr. sæt, det lød ikke så dyrt, syntes jeg, men jeg kunne bare ikke bestemme mig for, om jeg skulle købe dem. Eller bare nogle af dem. Det endte med, at jeg lod dem stå, så kunne vi se, hvordan jeg havde det, når vi havde været ude at kigge på byen osv. Vi skulle nemlig tilbage ad den samme vej.

Der var jo ingen sidetallerkner til og det gjorde udslaget. Så skulle jeg jo til at løbe rundt og lede efter dem og hvor svært kunne det ikke vise sig at være...? Så ingen kopper til mig. Og selvfølgelig fortrød jeg det, så snart vi var på vej hjem. Særligt da det slog mig, at man kan bruge juleplatter som sidetallerken, blev jeg helt trist. :-)

Men så forleden så jeg et opslag på Instagram fra Mettes loppefund. Hun holder til lige uden for Klinkby og i denne uge fylder hendes lille butik 6 år. I den anledning er der, til og med i dag, 20% på alt i butikken. I opslaget (en video) fik jeg øje på en masse dele til Juleroser.

Så i går var min mand og jeg på tur til Lemvig, hvor vi handlede, jeg var på Kabbel til Efterårsmarked og jeg fik købt stof til bagsiden til min Breaking Rules quilt hos Mosters stoffer. På vejen hjem var jeg så inde hos Mette og købte fire par kopper. Et sæt kostede 55 kr. til sammen. Og med minus 20%, så var det jo faktisk en meget bedre handel end det ville have været i genbrugsbutikken.

Jeg købte også et par små lysestager til min samling af dem. Hans Bundes trebenede har jeg allerede en af, som jeg har købt hos hans barnebarn, Helga Thodsen, som har butikken Maudes retro og vintage i Ribe. Den nye har en indgravering Reden 1963. Gad vide, hvad det hentyder til?

Nu skal mine nyerhvervelser gøres rene og så glæder jeg mig da helt til jul, hvor vi skal drikke kaffe (og te, for det er kopperne store nok til) af dem.

G-uld!

I lørdags kom jeg endelig en tur til G-uld i Ravning ved Vejle. Vi skulle have besøgt Bolette og Jakob weekenden før, men det blev udsat til den netop overståede. Og det var held i uheld, for jeg opdagede, at der var åbent i butikken hjemme på gården hos G-uld. Her i efteråret er det ikke så ofte der er åbent, så det var virkelig heldigt, at det lige passede med, at vi var der. Det var også heldigt, at vi havde en GPS med, for det ligger langt ude på landet og jeg tror ikke, at jeg ville kunne finde derud igen, uden GPS.

Da vi nåede frem, bestemte jeg, at jeg skulle tage masser af billeder. Det blev til 7 i alt... Jeg tror, at det er fordi man glemmer det, fordi man bliver så betaget og overvældet af alt det smukke, der er at kigge på.

Men nogle blev det jo da til.

Poser med guldklumper. Broderegarn (kamgarn) i alle regnbuens farver. De kan bl.a. bruges til at strikke Susie Haumanns Horisontsjal, som er meget populært. Det kan man forvisse sig om, ved at kigge på hashtagget horisontsjal på Instagram, hvor der er mange flotte versioner af sjalet.

Der kan også købes slåede knapper i plantefarvet silke og uld.

Bolette og Jakob var også med, og hun tog dette billede af et "farvehjul". Det er da fantastisk!

Det er også Bolette, som har taget billedet af reolen med New Zealandsk lammeuld. Her ligger noget garn, som nu er mit. For selvfølgelig købte jeg noget.

Hjemme fra var jeg blevet opmærksom på tørklædet Slyngrose, som også er designet af Susie Haumann. Og det købte jeg garn og opskrift til. Jeg valgte et ufarvet garn, noget som jeg egentlig synes er fjollet, nu hvor der er så mange flotte farver at vælge mellem. Men jeg sparede nogle penge og så blev jeg også sparet for at skulle vælge.

De to små dukker broderegarn vil jeg eksperimentere med til et broderi på et par fingerløse vanter.

Jeg havde nok valgt den blå, som ligger i midten på øverste hylde, hvis jeg havde valgt en farve.

Det kan varmt anbefales af aflægge et besøg i den flotte butik, hvor der næste gang er åbent d. 17. og 19. oktober.

Man kan se masser af billeder på Instagram. Men man kan godt se, at de fleste nok også er blevet "distraheret" af garn og andet i butikken, for der er ikke mange billeder fra den, de fleste er af et færdigt projekt eller de indkøb man har gjort. :-)

Du fredsens!

Nu er det allerede et år siden sidst! Der bliver kortere og kortere tid mellem mine fødselsdage, synes jeg.

Dagen blev fejret på forskud i går, med en fantastisk god tur til Fanø i strålende sol, sammen med Bolette og Jakob og Jakobs forældre.

Vi så udstillingen med Peter Plys tegningerne (og det andet fine, som er på museet i Sønderho). Vi købte Fanø laks i SuperBrugsen, vi var i Christel Seyfarths spændende butik og vi fik rigtigt gode pandekager til "frokost" (kl. 15.30 ca.) i Pandekagehuset i Nordby.

Kornblomster - og lidt georginer

I går, da vi kørte hjem fra Odense, tog vi den lange vej hjem. Vi kørte syd om, for nu varer det nok et stykke tid, før vi kommer deromkring igen. Da vi først kom fra Odense ved middagstid og havde et par stop undervejs, bl.a. i Fåborg, nåede vi først til Rom ved halv 7 tiden.

Da vi kørte hjemmefra fredag bestemte vi (læs jeg!), at vi skulle den vej forbi, når vi kørte hjem igen, for at se, om der var åbnet for georginesalget. Det var der. Men som man kan se, så er der ikke så meget, som er sprunget ud endnu.

Da det var så sent på dagen, var der meget lidt tilbage i skuret, men jeg fik da nogle stilke georginer med. Og så var der kornblomster, som jeg dog selv måtte plukke.

Det var stadig frygtelig varmt (bilens termometer viste mellem 30 og 31 grader, hele vejen, indtil vi nåede lidt før Lemvig, hvor den faldt til 27) men jeg måtte da bare have nogle med, for det er mange år siden jeg sidst har haft kornblomster i vase.

Desværre har jeg glemt, hvor skrøbelige stilkene er, så buketten ser noget forkølet ud, for hele tre af de syv var knækkede. Men det blæser jeg nu på, for de er da alligevel så fine i den stribede vase fra Anne Black.